Hvert år i weekenden lige før eller efter min fødselsdag er der byfest i Rødovre. Det er stort arrangement for hele byen, med tivoli, øltelte, sang, musik og alt muligt andet for hele familien.
Jeg synes det er alt det jeg ikke bryder mig om. Jeg oplever det også frygtelig indspist. På mange områder er Rødovre en meget lille landsby. Man skal være født og opvokset her for at høre hjemme. Man skal vist vist også være født og opvokset her, for at kunne se det smukke i byfesterne.
Jeg er ikke født og opvokset i Rødovre. Jeg er stadig en fremmed. Mine børn er hjemmehørende. Den store har i flere år slået sine folder på rådhusplænen, når byfesten slår til. Min yngste plejer som regel at slå et smut forbi og kigge i løbet af dagtimerne, sammen med en veninde eller to.
Jeg bliver hellere væk. Jeg har forsøgt. Det var min kop the.
I weekenden er der endnu engang byfest. Det første tegn er det store pariserhjul, der altid bliver sat op ud mod Tårnvej. Emilie og jeg har engang for mange år siden taget en tur i det. Det var dengang jeg forsøgte med byfest. Dengang Emilie var otte eller noget i den stil. Altså for mange år siden.
Da jeg kørte på arbejde i formiddags, var den store cirkel ved at blive samlet. Ved siden af lå alle kurvene parat til at tage turen med rundt.
Da jeg her til aften kørte hjem igen, var hjulet samlet, tagene sat på plads og - gætter jeg - kurvene stadig på jorden. Nu bag det store telt, der også er blevet rejst i løbet af dagen.
Der er brugt kræfter i dag.
Tænker jeg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar