Et års hemmeligholdelse

Da jeg sidste år var til uldfestival i Saltum, gik turen også forbi Garnudsalg i Gug, hvorfra jeg hjembragte den blødeste tynde, tynde lammeuld.

Det er løgn, da jeg dengang skrev, at jeg ikke vidste hvad det skulle bruges til. Faktisk havde jeg en hel klar plan med købet. Garnet skulle omformes til en hættetrøje til Anders, men da han også læser med, snød jeg lidt og gav udtryk for noget andet.

Jeg ville helt vildt gerne strikke ham en hættetrøje efter målene på yndlingen, der er en helt almindelig en af slagsen, syet i en fed isoli og med tryk, der falder i Anders' smag. Jeg ville helt vildt gerne strikke og færdiggøre uden han vidste noget. Jeg ville helt vildt gerne overraske.

Jeg kom ret hurtigt i gang. Med dobbelt tråd og tynde pinde. Meget tynde pinde. Jeg vidste det ville blive et langvarrigt projekt, men jeg havde ikke travlt, og der var ingen udløbsdato på færdiggørelsen. Han skulle bare have den en eller anden dag. Ikke til nogen speciel anledning, egentlig helst bare fordi.

Sådan et hemmeligt projekt er nødt til at være gemt af vejen, når der ikke strikkes på det. Også når der strikkes på det. Det kan godt give lidt koordineringsvanskeligheder i forhold til hvornår der egentlig kan strikkes.

Da vinteren nærmede sig og lyset forsvandt, blev det sværere og sværere at se hvad jeg strikkede. For selvom garnet ikke er sort, er det mørkt og de mange snoninger og ret- og vrangmasker jeg havde tegnet ind i mønstret krævede overblik.

Til sidst stoppede jeg med at strikke. Havde posen med starten liggende skjult bag sofaen og endte ganske simpelt med at glemme den lå der. Så kan det godt tage lang tid at blive færdig.

Engang i løbet af marts fik jeg fundet den frem igen. Støvede den af og startede stille op igen. Jeg var sikker på det ville tage år, inden jeg blev færdig. Lige indtil jeg fik ideen at udnævne den til mødestrik. Så skete der pludselig noget. Den lille pose, hvis indhold efterhånden voksede sig større og større, lå konstant i min cykelkurv, og mange gange var jeg bange for at Anders skulle finde den.

Det gjorde han aldrig. Det endte med at vise sig, at han ingen anelse havde. Ikke engang da jeg en weekendmorgen nærmest råbte af ham og jagede ham ud af stuen, da jeg troede mig sikker på at være alene, for jeg vidste (troede jeg vidste) han ville sove længe. Han havde bare fortrukket og tænkt at det var mærkeligt så hysterisk jeg pludselig var.

Ud over at strikke på tynde pinde, skulle der selvfølgelig også snoninger til. Anders er lig med snoninger. Anders er vild med snoninger. Jeg kunne ikke overskue tynde pinde og et heldækkende snoningsmønster, så jeg tegnede en bred snoning til midt bag og midt på ærmerne, opfandt noget der kunne gå som halvdelen langs forkanterne og lagde den oveni et lille ret/vrang fletmønster.

Jeg har aldrig klippet i strik. Det virkede som en godt projekt at prøve klipning i strik af på. Måske skulle jeg have lavet en prøve, men det havde jeg ikke tid til. Da enden var nær var jeg så tæt på vores tiårsdag, at den først tanke om at aflevere uden anledning forsvandt. Altså var der ikke tid til de store overvejelser.

Jeg strikkede rundt hele vejen op. Også i ærmegabene. Da jeg samlede op til hætten, fortsatte jeg rundstrikken. Inden jeg klippede strikkede jeg kanterne langs forkanterne, så jeg kunne folde og sy kanten om afklippet med det samme.

I ærmerne havde jeg nok masker til at kunne folde det klippede hen over isyningen af ærmerne.

Det er ikke sidste gang jeg har klippet. Jeg tør godt en anden gang.

Jeg pakkede ind og gav ham den sidste fredag. Han blev ikke alene glad, han blev overrasket, målløs og meget, meget bevæget.

Med den reaktion gør jeg det gerne igen.

Design: One of a kind hættetrøje til Anders med snoninger og fletmønster. Tegnet, regnet og beregnet af Pernille Skau Nørgaard.

Garn: Tynd lambswool fra Garnudsalg.

Det færdige trøje vejer 290 gram. Det er lidt vildt, synes jeg.

Pinde: 2½ mm til kanter og 3 mm til resten.

Størrelse: Cirkamål efter yndlingshættetrøjen. Den kunne godt have været lidt større, så jeg satser på at hive lidt i den næste gang den skal vaskes.

Bemærkninger: Det har været en kæmpe udfordring.

Ikke alene de tynde pinde, men også det uoverskuelige i projektet.

Jeg har klippet i strik for første gang. Det var slet ikke så gruopvækkende grænseoverskridende som jeg havde frygtet.

Selve strikken var der ikke mange ben i. Drejet rib i kanterne. Ret, vrang og snoninger for resten.

Jeg kan se den gerne giver sig i halskanten, så inden han for alvor tager den i brug, skal jeg lige sat et bånd langs hals- og skulderkanter.

Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan de ses lige her på Ravelry.