Paris

Det er femten år siden jeg var i Paris. Jeg var nyskilt, efterårsferien stod for døren og jeg havde pludselig en hel uge uden børn i udsigt. Det var helt sikkert Sille der pressede på, ellers var jeg aldrig kommet af sted.

Til gengæld slog min mor til i samme øjeblik jeg spurgte, og inden jeg så mig om, havde vi bestilt billetter, hotel og var på vej mod byernes by. Det var mit første og til dato eneste besøg i Paris. Jeg husker det som en fantastisk uge, med masser af oplevelser og skønne ture gennem byen.

Jeg tror det var dengang ideen om at tage til Paris sammen med Emilie blev født. Jeg tror jeg sagde det højt da hun var omkring ni, og siden har vi snakket meget om det, Emilie har igen og igen ønsket at skulle bo på Montmartre, men det er aldrig blevet til noget. Specielt økonomien har jeg ikke rigtig kunne overskue. Årene gik, pludselig flydte hun atten, og det stod klart at skulle det være, skulle det være nu.

Jeg kontaktede alt, for at være sikker på hun kunne komme af sted. Sørgede for selv at få fri i efterårsferien, ringede til det kommende uddannelsessted, for at være sikker på at de holdt efterårsferie og var forbi arbejdspladsen, for at sikre at hun kunne blive friholdt for vagter i hele uge toogfyrre og weekenden før. Alle ønskede os på forhånd en god tur, holdt tand for tunge og til sidst blev billetter og hotel (selvfølgelig på Montmartre) booket, nærmest i samme øjeblik Anders og jeg kom hjem fra Berlin. På dagen for dagen, da vi sad i Sverige og spiste rødt kød til frokost, fik hun overrakt en konvolut med alle detaljer om rejsen.

Hun har danset rundt på lyserøde skyer siden.

Omvendt har jeg slet ikke kunne forholde mig til at skulle af sted. Min kalender har været så fyldt at jeg ikke har kunne rumme andet end de nærmeste dage. Men nu er det nu. I morgen flyver vi, og jeg er ikke i tvivl om at det bliver en helt igenenm fantastisk uge.

Lørdag handler om at pakke. Jeg har checket ind online, vi tager af sted i god tid og så håber jeg bare vi kan finde rundt i lufthavnen. Det er trods alt femten år siden jeg sidst har fløjet, og meget er sket siden da.

I morges vågnede jeg klokken fem og kunne ikke tænke andet end lufthavn, lufthavn, lufthavn  og tænk hvis det går galt… Det tror jeg ikke det gør, til gengæld tolker jeg mine tanker som en smule sommerfugle i maven og glæde mod den kommende uge.

Computeren bliver hjemme, det gør kameraet ikke. Og mon ikke, der kommer flere billeder med hjem end de ti jeg havde på filmen dengang for femten år siden, da min mor og jeg kom hjem.

Jeg tror det.