Jeg er en frossenpind

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er kuldskær. For det meste.

For da det regnede for lidt siden, Emilie og jeg gik efter tandpasta og vi valgte bare tæer i klipklapperne frøs jeg ikke. Heller ikke selv om der var en del vandpytter undervejs. Eller at paraplyen ikke kunne holde alt vand ude.

Det plejer ellers at være Emilie der er varm. Men hun frøs.

Måske er det mest om natten jeg er kuldskær. Så snart vejret er til det sover vi med åbent vindue. Jeg har et ekstra tæppe over dynen, mens Anders, der bestemt ikke er kold - heller ikke om natten - gerne ender med at ligge uden noget overhovedet.

Det er det samme med Emilie. Da hun var lille, var det en kamp at få hende påklædt overhovedet. Om vinteren sover hun nok under sin dyne, men lige så snart det bliver varmt, ligger hun oven på dynen og med et tyndt tæppe over sig.

Selv med det ekstra tæppe over de nye silkesommerdyner, fryser jeg. Anders er til gengæld rigtig glad. Dynen er fin til ham, og han har den over sig hele natten.

Så nu har jeg fundet min gode gamle helårsdyne frem igen. Jeg fryser ikke om natten, hverken med eller uden åbent vindue. Anders beholder silkedynen, og den der var tænkt til mig, er flyttet ind til Emilie. Hun er vældig glad, og har faktisk aldrig haft en dejligere dyne.

Sådan er der så meget...