En scenes endeligt

Inde i Caféen har vi et karaokeanlæg. Det er gammelt og lydbordet med alle knapperne strejker ind imellem, men det er superhyggeligt. I perioder bliver det flittigt brugt. Det har det ikke været længe, og jeg tænker at jeg hellere må sætte mig med næste års årgang og kigge på nye melodier - for de gider vist godt.

Dengang jeg startede i Caféen havde vi en lille scene. Bare sådan en forhøjning, der gav en følelse af lidt mere. Når man så samtidig kunne se sig selv i spejlet, der går fra gulv til loft er der noget ved det.

Siden udbyggede vi med en Wii. Men så var scenen i vejen. Også selvom den ikke var stor. Så den rykkede ind i Klubben. Undervejs tog den en svingom med en sav og en piratfest, og virkede i et kort øjeblik som bro og rorholder på et meget farligt skib. I går rykkede den ud af Klubben. Trods oversavenhed, har der været glæde af den. Men ikke nær nok, og igen manglede der gulvplads. Der var ikke længere brug for den.

Der findes drenge, der jubler hver eneste gang der er mulighed for værktøj og splitten ad eller samlen. Denne gang var det det første, og med god hjælp fik Henrik skilt det meste af den gode gamle scene ad.

Under gulvpladen, klistrede vinylplader, maling og spartlede skruehuller, dukkede de dejligste bjælker op. Sådan nogle der koster en krig og helt sikkert kan bruges i anden sammenhæng.

I dag stablede jeg det adskilte op på en vogn og kørte ned til sløjdlokalet, jeg vidste var i brug. I dag så jeg julelys i øjnene på en sløjdlærer, der nok skulle finde anvendelse for de dejlige bjælker.