Der skulle godt nok en lang stige til

Inden jeg tager på arbejde, pakker jeg min kurv, henter cyklen i kælderen og kører mod Vanløse og min mor. Vi mødes ofte i formiddagstimerne. Der har vi begge tid.

Hos min mor slår jeg mig ned ved det solide, hyggelige spisebord, der sjældent rummer meget plads til spisning, men i stedet rummer alle min mors vigtige papirer, spændende artikler og det nyeste kreative projekt.

Jeg finder mit strikketøj og mens vi drikker the, deler vi oplevelser siden sidst vi sås, tanker, ideer og hjælper, hvor der skal hjælpes skal med igangværende projekter, computerproblemer eller andet.

Inden jeg kører igen spiser vi frokost, og jeg er klar til en af de lange arbejdsdage.

I dag gik vi ikke direkte mod spisebordet. I dag måtte vi lige en tur ud i køkkenet, åbne døren til altanen og med delvis skælven, delvis nydelse se en mand i arbejde højt til vejrs.

I Naboejendommens have står nogle store birketræer. De skygger, specielt for de nederste etager. De skygger ikke for min mor, men hun har i mange år nydt synet. Nu skal de væk, og en skovhugger - eller hvad sådan en hedder - var da jeg kom allerede godt i gang. Mange grene lå allerede på jorden, under den nu temmelig bare stamme.

Det er beundringsværdigt at se en proffesionel i arbejde. Det gik stærkt. Og præcist. Intet var overladt til tilfældighederne, og selvom vi efterhånden fortrak til stuen, måtet vi lige ud og kigge et par gange undervejs.

Da jeg var klar til den videre færd, var alle grene forvandlet til flis, stammen skåret op i passende stykker og manden i gang med fra gadehøjde at undersøge det næste træ.

På spørgsmålet kunne han melde at det også skulle ned. Min mor nåede lige at ærgre sig over faldet af de smukke størrelser, før manden fortalte, at nummer to træ synes han ikke var særlig smukt. Nogen havde tydeligvis skåret toppen af engang. Det var han ikke imponeret over.

Min mor vidste hvorfor. Den historie imponerede ham ikke på nogen måde.

Der var nemlig for år tilbage et fuglepar, der havde bygget rede i det høje træ. De larmede. så naboerne næsten ikke kunne holde det ud. Hvordan naboerne nåede helt op til toppen, melder historien ikke, men hvorom alting er, savede nogen toppen med reden af, og fuglelarmen forstummede.

Jeg kan vagt huske historien. Jeg husker også noget om, at det ikke var en specielt velset handling. Skovhuggermanden var tilsyneladende enig i det sidste. Ikke så meget for fuglenes skyld som for træets.

Han sagde det ikke, men jeg fik indtrykket af, at nok fælder han træer, men han har også stor respekt for dem, og de skal behandles med værdighed.