Tidligere end tidligt

Solen står allerede højt og himlen er lysende blå, da vækkeuret ringer, og jeg forbavsende frisk springer ud af sengen.

Emilie er allerede oppe, har været det i hele fem minutter - efter eget udsagn - og ser lige så frisk ud, som jeg føler mig.

Fem - nul - nul - dut, står der på vækkeuret. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så tidligt oppe.

Vi har ikke travlt. Klarer hver vores, gør os klar i eget tempo, inden vi en halv time senere vælter ud af døren. Emilie med den store tunge røde kuffert på slæb. Den er stor og den er tung. Og fyldt. Tung, fordi kufferter altid bliver fyldt. Uanset størrelse. Stor fordi springet til en mindre var alt for stort. Fyldt fordi hun insisterer på at have sin egen dyne og pude med. Måske får hun ret, når hun mener, at hun vil være den med den største kuffert.

Jeg finder min cykel, og mens Emilie trækker den røde og allerede nu ser problemerne hobe sig op, når den engang skal op ad trapperne igen, trækker jeg cyklen. Vi er i god tid. Har lært af erfaring. Når også Rødovre Station som de allerførste. Næsten en halv time før mødetid.

Som tiden går dukker flere og flere op. Nogle friske. Nogen så absolut ikke. Grupperingerne ses hurtigt. Specielt fordi de er to klasser, der skal af sted. 8.A, med fuldt elevtal og 8.J - ordblindeklassen med otte elever. De har haft timer sammen hele året, og kender hinanden.

Destinationen er Lønstrup. Rødovrehus. En uges lejrskole på godt og ondt. Sand, oplevelser og alt det der hører til. De skal se vandreklitter og tilsandede fyr. De skal til Skagen, se malerier på museet og stå med et ben på hver side af Grenen. De skal til Hirtshals og se fisk, de skal udforske Lønstrup og bare være sammen.

Da tiden er ved at gå for opbrud mangler de kun en enkelt elev. En opringning ender i grin og lille smule forvirring. Den manglende er lige stået op. Formentlig vækket af telefonen, der lige ringede. Han kan under ingen omstændigheder nå frem til tiden. For tog kører, de venter ikke.

Lærerne griner, overvejer og bliver enige med sig selv om, at enten må han følges med en anden elev, der selv tager af sted. Ham, der har været i Tyskland til en vigtig kamp og ikke kunne nå stationen klokken alt for tidligt om morgenen, eller han må tage alene af sted - det kunne han i femte klasse - så kan han vel også i ottende!

Gruppen bryder op. Forældre siger farvel, Kufferter rulles ind på stationen, bæres op af trapperne og ender på perronen, hvor toget er på vej. De er glade, de er klar, de er spændte.

Jeg vinker og cykler hjem. Ønsker dem en god tur, og er hjemme længe inden vækkeuret normalt får mig ud af dynerne.

Himlen er stadig klart blå. Solen skinner stadig fra en skyfri himmel. Mandag tegner godt.