Det færdige sjal

Jeg blev færdig i aftes og har haft det liggende i stræk natten over.

Det er et stort sjal. Et vingefang på hundrede og tooghalvfjerds centimeter og en højde på treogfirs.

Jeg kommer til at elske det sjal. Blødt og varmt og med et superhyggeligt mønster. Og så i farver. Jeg er generelt ikke god til at strikke med flere farver, med mindre det er strømper. Men det her kan jeg rigtig godt lide.

Jeg prøvede endda at tage det på i dag. Det var for varmt. Jeg måtte tage det af igen. Jeg kan næsten glæde mig til de lavere temeperaturer meteologerne har truet med de kommende dage. Også kun næsten.

Om ikke andet kan det helt sikkert lune, når sommeraftenen sætter ind.

Et forsøg på Emilie som model virkede ikke rigtigt. Hun gad i virkeligheden ikke. Mente hun døde med al den varme om halsen. Da det kom af gad hun måske alligevel godt. Havde allerede glemt hvor varmt det var at have på. Jeg opgav. Håbede på de første billeder blev til noget. Og forsatte uden model.

Sidste års flirt med mystery shawls lærte mig at ikke alt er lige godt. At det er vigtigt at se hvad designeren hidtil har lavet, og at det er vigtigt at læse de få oplysninger, der findes inden. Det lærte mig også at jeg ikke er specielt vild med måneformede sjaler. At jeg ikke kan lide når et sjal bliver aflukket over den øverste kant. Og nogle andre detaljer, som jeg nu ved jeg skal gå udenom.

Kirsten Kapurs oplysninger inden projektet her tog sin start gav mig tro på at formen var i orden. Men jeg var lidt skeptisk med farverne. At der skulle hele tre til. Jeg satsede. Det var et godt sats. Et sats jeg aldrig havde taget, hvis ikke jeg på forhånd vidste at Kirsten Kapurs sjaler som oftest er smukke. Hun har lavet nogle få jeg ikke bryder mig specielt om, men som oftest...

Jeg tør godt igen. Faktisk så godt, at jeg starter endnu et mysterium næste lørdag. Denne gang er det Erica Jackofsky, som var mellem sidste års udfordringer. Jeg strikkede Fantasia. Endda to gange, for jeg lovede Anja at strikke til hende også, og hun faldt for designet i det første.

Lige som Kirsten Kapurs gennemførte opskrifter var Erica Jackofskys også gennemarbejdet og en stor fornøjelse at strikke. Derfor tør jeg godt igen. Og er spændt på hvor jeg nu skal hen.

Design: TTL Mystery Shawl 2013  af Kisten Kapur.

Garn: Shilasdair Luxury i farverne Blaeberry. Summer Loch og Moss.

Garnet var en fornøjelse af strikke med, og bestemt noget jeg kunne få lyst til at kaste mig over igen.

Det færdige sjal vejer 157 gram. Fordelt med ca 36 gram, 42 gram og 79 gram for farve A, B og C.

Pinde: 4 mm.

Størrelse: Der findes kun en størrelse. som endte pænt stort.

Vingefang: 172 cm. Højde: 83 cm.

Bemærkninger: Det har været en fornøjelse at strikke.

Samtidig fik jeg genopfrisket hvor stor effekt farver har på hinanden. Det er utroligt hvordan et enkelt farveskift kan ændre alt.

En del af Mysterystrikken er at dele sine fremkomster med resten af den strikkende gruppe. Det er altid sjovt at se hvordan andre griber opgaven an og i det her tilfælde andres farvesammensætninger. Der var mange. Mange farver jeg aldrig selv ville have fundet på at sætte sammen, men som blev aldeles betagende. Der var også farvesammensætninger, jeg ikke bryder mig specielt om.

Og så var der dem, der strikkede af nærmest identiske farver, men med forskellige placeringer af farverne. Det er vildt hvor meget det kan ændre hele det samlede billede.

Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.