For ti år siden havde jeg det endelig som jeg ville. Efter skilsmisse og et par år uden fast bolig, havde jeg fået min egen lejlighed. Jeg havde fået foden under eget bord, havde styr på min økonomi, børneværelse og plads til det hele.
Jeg skulle leve livet. At jeg var uden arbejde, var underordnet. Mit liv med børn og selvindsigt var nok. Pengene var små, men det var lige meget. Vi havde alt hvad vi havde brug for. Vi havde fået vores egne møbler igen. Vi havde hinanden og havde ikke brug for mere.
Allermindst en kæreste.
Som arbejdsløs blev jeg sendt på et jobsøgningskursus. Jeg skulle være der, når jeg ikke var andre steder. Jeg var der ikke hver dag. Var væk i uger. Havde noget vikararbejde ind imellem.
Jeg havde været væk en uge. Kom tilbage, satte tasken, registrede en ny på holdet. Han sad midt i rummet og snakkede med instruktøren. Jeg mødte hans blik og kiggede væk. For første gang nogen sinde var jeg bevidst om, at jeg vendte blikket mod ham igen. At jeg kiggede. At jeg observerede. At jeg kunnne lide det jeg så.
Inden jeg så mig om snakkede vi. Ikke let og løst. Men vi snakkede. Mere for hver dag. Når jeg kom hjem snakkede jeg videre. Ikke bevidst, men Bedsteveninden mente at have hørt nok, til at mene jeg bare skulle slå til.
Men jeg skulle ikke have nogen kæreste.
Allermindst en der røg, opførte sig som en teenager, var yngre end mig og under ingen omstændigheder virkede som en der tog ansvar.
Absolut ikke.
Men det var mig, der i sidste ende, på den allersidste dag tog fat i ham, hev ham ud i gangen, væk fra de andres blikke. Kyssede og gav ham mit telefonnummer, inden jeg forvirret flygtede ud af døren.
Det var ham, der sad natten igennem uden for min dør, og ikke ville ringe på, for han kunne godt huske jeg skulle tidligt op og videre til noget markedsnoget.
Det var ham, der ringede næste eftermiddag. Ham der væltede ind ad min hoveddør, uafbrudt snakkende om ikke at kunne finde ud af der kærestenoget, og helt sikkert ikke var værd at samle på.
Vi skulle begge blive klogere. Både på det med kæresterier, ansvar og teenagesind - og en hel masse andet.
I dag er det ti år siden.
Ti år!
I dag!
Det er vildt.
Og han er her stadig. Vågner stadig ved siden af mig hver morgen.
Jeg føler mig rig.
Sikke en skøn historie.
SvarSletTillykke med de første 10 år;)
Kærligheden kommer når den er mindst ventet.
Yt.
Tak Yt, nej kærligheden kommer aldrig som man regner :)
SletJeg blev helt rørt, da jeg læste din historie! Tillykke med det.
SvarSletBedste hilsener
Susan
Bruxelles
Tusind tak Susan :)
SletPernille, jeg får gåsehud og smiler glad ved læsning af dette. Hjertelig tillykke med de 10 år. :-)
SvarSletTusind tak Lene, jeg tager gerne ti mere :)
SletTillykke med de første 10 - ja der er mange måder at finde kærligheden på. Og gribe den, når den viser sig.
SvarSletMargit, nogen gange kan jeg stadig blive i tvivl om hvad det egentlig var der skete :)
Sletstort tillykke og tak for den fine historie. I er inspirerende, og gode at tage ved lære af - tak for det
SvarSletAnnelise
Tusind tak Annelise :)
Sletgodt du tog chancen :) tillykke !!
SvarSletDet var godt, Hanne. Tak :)
SletÅh, hvor er det en dejlig historie !!
SvarSletTillykke med det hele :)
Tusind tak Miri :)
SletWow. Den slags kommer altid, når man er mindst forberedt.
SvarSletStort tillykke med kærligheden :)
Jeg skulle heller ikke have en kæreste efter min skilsmisse og nu sidder jeg så her 13 år senere med børn og den kæreste jeg ikke skulle have *GG*
Hvor er vi heldige Frederikke :D
SletSå dejligt at læse. I er heldige begge to. Til lykke med årsdagen. Kh Dorthe
SvarSletTak Dorthe. Ja vi er heldige :)
SletNååå, jeg fr elt gåsehud af din dejlige kærlighedserklæring til ham, dig selv og livet. Hvor er det skønt at du turde at satse, at I ture. Tillykke med kærligheden til jer begge. Knus. :-)
SvarSletCatarina. Jeg synes han er dejlig. Han synes jeg er dejlig. Det kan vist ikke blive bedre :)
Slet