Det er tidlig eftermiddag. Det er torsdag. Dagen hvor alle mine unger har sent fri. Jeg er mødt på arbejde, har hentet Nettokortet, og været nede og fouragere til de altid sultne børn.
Jeg trækker den fyldte mormorvogn. Går tilbage mod skolen. På modsatte fortov kommer en mor med to små drenge. De er ikke særlig store. Måske lige startet i skole. Den ene lidt større end den anden.
Mor går forrest. I den ene hånd har hun en drikkedunk med vand. Hun vender sig og sprøjter efter dem. Solen står højt. Himlen er blå. Vejret er varmt. Drengene har bare arme i deres T-shirts, og hun rammer dem ikke. Sprøjter bare vand i deres retning.
"Hold op mor! Hold op! Jeg vil ikke have det!" lyder den mindste drengs stemme.
Mor holder ikke op. Sprøjter igen. Griner og siger hun er i drillehumør. Hun rammer ikke, sprøjter bare i drengenes retning.
"Hold op mor! Hold op! Jeg vil ikke have det!" Stemmen bliver mere insisterende, mere tydelig i sin uvilje mod at blive sprøjtet mod.
"Hold op mor! Hold op! Jeg vil ikke have det!"...
I et sidste desperat forsøg på at få hende til at holde op udbryder han:
"Jeg siger det... Jeg siger det, når vi kommer hjem!"
Mor vender sig om, med et undertrykt grin spørger hun, hvem han vil sige det til. Sprøjter endnu engang, rammer stadig ikke. Sprøjter bare i deres retning. Griner lidt og fortsætter.
De er efterhånden nået forbi mig. Og mens jeg fortsætter mod skolen, og de fjerner sig mere og mere, kan jeg høre omkvædet fra den lille dreng.
"Hold op mor! Hold op! Jeg vil ikke have det!"...
Jeg kan ikke lade være med at smile lidt.
Hi hi, total i orden mor og hun ligner mig, for det kunne jeg osse have fundet på og stadig. ;-)
SvarSletCatarina, jeg kunne også have fundet på.. det var bare så hjerteskærende at høre den lille stemme, der blev mere og mere desperat :D
SletHihi, kan godt forstå du trak på smilebåndet :-)
SvarSletAnnemette, jeg kunne slet ikke lade være :)
SletJa. Hændelsen virker lidt sød. Dog kan jeg ikke undgå at tænke - mon moderen undrer sig over hvorfor drengen ikke stopper, når hun siger stop.
SvarSletJeg synes faktisk ikke at hun respekterer sit barn.
Birgitte
Birgitte, jeg er tilbøjelig til at give dig ret. Det var også min første tanke. Specielt fordi jeg ofte oplever voksne underkende børn, når de siger fra.
SletMen jeg kender ikke forhistorien. Jeg ved ikke hvordan deres hverdag former sig. Så jeg valgte at forsøge ikke at fordømme.
Og så har jeg jo alligevel fokuseret på hvordan den lille dreng absolut ikke følte sig hørt. Så jeg kan ikke helt sige mig fri fra ikke at have taget stilling.