Fodbold, regnvejr og grillede pølser

Hvert eneste år holder vi i Rødovre en fodboldturnering klubberne imellem. Rødovre Cup. Ungerne ved det, spørger ivrigt efter hvornår, samler hold, træner, lægger taktik og planlægger langsigtet.

Turneringen foregår på Avartas baner. Det lokale hold, hvor også de fleste af børnene spiller. I hvert fald indtil de bliver opdaget og headhuntet af trænere fra Brøndby, KB eller andre hold i nærheden.

Indtil i år. I år ville nogen prøve noget nyt. I år fremlagde nogen planer om at gøre turneringen for de største lidt større. I år ville nogen løsrive de store fra den todages turnering og lave en turnering der skulle løbe over hele året. En turnering hvor holdene skulle spille mod hinanden på hinandens baner, med udebane og hjemmebane, med plads til spænding, tilskurere, hygge og endnu flere gode ideer.

Det lød rigtig godt i teorien. Rigtig godt. Så godt at de store aldrig fik spillet. Så godt at planerne aldrig rigtigt blev skrinlagt, men desværre aldrig blev til noget. For da det skulle være, var opbakningen ikke helt så stor, som dengang det blev planlagt og de store skåret fra.

Til sidst. For der har hele året igennem været planer. Været en mand der holdt stand, men bare ikke rigtig fik modstand. Eller opbakning. Til sidst viste det sig at der kun var to hold. Holdet hos ham der forsøgte. Og os.

Han prøvede virkelig. Og derfor gik der også al for lang tid inden håndklædet blev kastet og en dato blev sat. Planerne om hjemmebane og udebane blev pakket sammen og en enkelt kamp blev målet. Der var lissom ikke fidus i at spille mere end den ene kamp, når der alligevel ikke var mulighed for hverken at ryge ud eller gå videre.

Datoen for kampen blev sat til i går. Endelig kunne vi melde en dato ud. Endelig kunne ungerne lægge planer. Men som datoen rykkede tættere og tættere på, var der pludselig mindre og mindre hold. Den ene skulle rejse, den anden skulle træne, den tredie blev skadet, den fjerde kunne ikke og den femte vidste ikke rigtig om han gad.

Vi havde ret hurtigt set at det kunne blive svært at stille et helt hold med egne medlemmer - og det til trods for at holdet blot skal tælle syv. Derfor havde vi ret tidligt allieret os med tre af de rigtig gode femteklasses spillere. Tre af dem, vores unger godt gad have med. Tre drenge der hellere end gerne stillede op.

Faktisk så gerne at vi, da vi mødte ind i går ikke anede om vi havde flere spillere på holdet end de tre fra femte klasse. Pludselig var de ti. Der var stadig en der skulle rejse, men en der godt kunne nå træningen bagefter, en der i sidste øjeblik var skadesfri, en der alligevel kunne og et par stykker der alligevel god gad.

Vi fandt de blå trøjer med navn men uden numre og sattte kursen mod modstandernes domæne. Hjemmefra var de noget uusikre på om ikke vi ville blive scoret ud af banen. For der er godt nok gode spillere på det andet hold. Spillere der allesammen spiller i Brøndby, og spillere der bare kan det der.

Vi blev enige om at de skulle gøre det så godt de kunne, og ellers have det sjovt. Drengene så noget tvivlrådige ud, men godtog alligevel.

Samtidig med at regnen satte ind. startede kampen. Med ti spillere på vores hold og lidt flere på de andres, udviddede vi fra syv-mands til ni-mands. Det gav en enkelt udskifter, der aldrig stod og ventede mere end fem-seks minutter, inden han igen kunne skiftes ind.

Hurtigt stod det klart at holdene var lige gode. De spillede lige op. At de andre så endte med to mål, var ikke et spørgsmål om at de var bedre, mere noget med at sådan blev det bare.

De var ikke helt tilfredse efterfølgende. Nogen skyndte sig videre. Nogen tog det med et smil. De fik alle medaljer og da der blev lagt pølser på grillen og fundet sodavand til de spillende  - stadig i regnvejr - steg humøret et par takker igen.

RødovreCuppen blev spillet - nu er det spændende hvordan turneringen skal se ud næste år.