To og tredive

 

Daniel har fødselsdag. Tænk hele to og tredive år. Ganske som vi plejer, laver vi middagen, og får snakket i løbet af aftenen. 

Jeg hentede Oscar allerede da skolen sluttede, for med armen i gips er det begrænset hvor sjovt det er at være i SFO. Den ene af pædagogerne mente godt nok at Oscar hurtigt kan se fordele. Han får nemlig lov at blive inde og lege med MineCraft-klodserne i frikvartererne. Det er jo ikke ringe. 

Han var hurtig i tøjet og vi fandt bussen hjem - han kan jo ikke cykle med en robotarm. Den er dog ikke mere i vejen, end han mente sig fuldt kapabel til at forcere en større bunke sne, der lå ved den hjemlige indkøbsmulighed, hvor vi stoppede og købte is til dessert.

Det er lige præcis derfor moderen helst ser ham inde i pauserne. Og sikkert også derfor skolens personale er enige. Nu kunne jeg række en hjælpende arm ud og sikre han kom godt ned. På den anden side havde han ret. Han kunne godt. 

Helt hjemme var der besøg af en flok måger eg en enkelt gås. Jeg fandt ikke ud af hvad de havde fundet, men de var lige ud for containerne, så jeg tænker nogen har tabt noget mad. Det er lidt voldsomt med så stor en flok store fugle. De synes omvendt vi var farlige og fortrak, da vi nærmede os. 

Senere kom Daniel, han lod Amalie blive hjemme, for en migræne trak op. Det var hyggeligt at se ham. Han endte med at lade barnet blive, så afleverer jeg i morgen, Amalie kan sove længe og Daniel kan tage  tidligt på arbejde. 

Vi er i gang med at læse Den fantastiske bus af Jakob Martin Strid. Oscar har ikke været rigtig vild med den, og jeg har gennemtrumfet at vi læser fem sider, hver gang han sover her. Lige pludselig, mens vi sad og læste til aften, fik han sagt at den faktisk er ret spændende, og han synes vi skal læse ti sider hver gang han er her. Vi læste ti sider og bussen er nu på vej. 

Nu sover barnet de uskyldiges søvn, og jeg nyder at der er ro på.