2020

 

Selvom 2020 på mange måder ikke er et mindeværdigt år, og for mange et år, der bare skal glemmes, ser jeg tilbage på et år, der lærte mig en masse, og som gav nærvær en helt anden opmærksomhed.

Til trods for at vi ikke måtte kramme og at vi skulle holde afstand, synes jeg på mange måder at jeg blev tættere med de tætte. De nære. Familie og kolleger. 

Oscar voksede og dengang vi ikke måtte ses i hinandens hjem, voksede også en ny måde at være sammen. En skøn måde at være sammen, som måske lige nu står for at skulle findes frem igen. Det vil tiden vise. 

Jeg voksede i mit arbejde. AMR-rollen blev for alvor slået fast, og da corona slog til på skolen, lærte jeg en masse om arbejdsskader og føler mig brugt på en anden og bedre måde end jeg tidligere har været. I starten af året fik jeg muligheden for at agere praktikvejleder. Det gider jeg godt prøve igen. Teams blev en helt naturlig del af at netværke og holde møder. Jeg synes stadig ikke det er fantastisk, men må anerkende at det er en mødestruktur der er mere brugbar end forventet. 

I skolen trådte jeg over grænser, da jeg først måtte se i øjnene at drømmen om at være blandt de store er endegyldig slut, og tredje klasse er langt mere spændende end forventet. Udfordringen omkring håndværk og design er jeg stadig en smule høj over at have fået, og selvom jeg stadig mangler et maskinkursus, en udfordring som bare vokser. (Det der maskinkursus har jeg vilje skudt til det igen er tilrådeligt at tage ud blandt fremmede. Jeg krydser fingre for, at det vil være inden sommerferien, for i virkeligheden kan behovet for det snildt gemmes til næste skoleår)

Året var også et år, hvor mange af de mennesker jeg holder utrolig meget af, har været pakket væk. Jeg ved vi ses igen, og glæder mig over at tid i eget selskab er noget jeg er god til. Jeg synes ikke det har været svært at være alene. 

På den anden side, har jeg været på arbejde - mellem andre. Det har ikke været alle forundt.

Jeg glæder mig til at se hvad 2021 bringer. Jeg vælger at se håbet og lyset og tro på fremtiden.

Januar er uendelig længe siden. Det føles som i en anden tid. Dengang vi så hinanden, samledes i familien, holdt forældrearrangementer, gik til frisøren (jeg er ikke blevet klippet siden) og dansede zumba.

Karklude til min fætter, Randis æblekage til familietræf, Oscar-aften, Naturen, Starten på sweaterspind, Naturen, Scéal Grá, Bøger og masker, Rose og juletæppet.

Februar var knus, kram, ansættelsessamtaler, Daniels fødselsdag og vinterferie. Vi tog til Berlin, Emilie tog til USA og vi havde ingen anelse om hvad der ventede os.

Et slags farvel til Lotte, Bøger og masker, Oscar efter overnatning, Woodland Walk Socks, En pludselig haglbyge, Berlin, Oscar-aften, Tempelhof, Rigsdagen.

Marts var ny virus, lockdown, aflysning af alting, et mavetilfælde, en ufrivillig strikkepause, bekymring for tøserne i USA og aflastning af Oscar.

Zweig cardigan, Blå og brun spinding til min mor, Oscar-leg, langs sporene i Stenløse, Naturen, Puslespil og pas-på-håndled, den sidste Oscar-aften i lang tid, Fingerløs børnevarme, Endelig kom hun hjem.

April var nødundervisning, nødpasning og nye måder at være sammen. De virtuelle møder og sammenkomster satte ind, jeg legede ude med Oscar og tog til Kagsmosen med min mor.

Oscar og Oldemor, Bob og Olga, Ruusujuuri, Leg med ler, Broderet kærlighed, Sweaterspindet vokser, Fidelio socks, Bøger og masker, Oscar-leg.

Maj var et gensyn med Rose, skolehave, masser af skoletimer og begyndelse på et væveeventyr. Emilie begyndte at brodere og vi genoptog Oscar-aftenerne på Amalies fødselsdag.

Hinterland Dress, Færdigt sweaterspind, Rose, væven, Oscar-leg, Lovenote, Sunday Sweater, Bål på Byggeren, Emilie broderer.

Juni var sol, varme og fødselsdag i det grønne. Oscar fik min frisørtid, planlægningen af det kommende skoleår begyndte og vi genoplivede fysiske møder, holdt sommerafslutning på fodboldbanen og yndlingsfamilien kom helt fra Aarhus til udendørs hygge.

Rose, Nyt spind - igen nok til en sweater, Oscar-leg, Det hæklede restetæppe, Kentucky, Uld på væven, Oscar-aften, bøger og masker, fødselsdag i det grønne.

Juli var sommer, ferie, sommerhus og ture med ferieramte børn. 

Sagnlandet Lejre, Naturlegepladsen, Liseleje Strand, Naturen, Starten på en kurv, Asserbo Slotsruin, Fødderne i vand, På cykel langs nordkysten, En lilla Stegosaurus.

August var stadig varm, de sidste sommerferieture, aflysning af barnedåb og garnuniverser, Oscar fyldte 2 år, Rose 3 år, vi fandt ud af at mødes til kollegial hygge og grillhytten stod endelig færdig. 

Grillhytten, Garderhøj Fortet, Oscar-aften, Brise, Skolehaverne, En barnedåbsbunke, Et lyserødt næsehorn, På tur i nærområdet, Får på volden.

September indtog vi for alvor grillhytten, vi tog på Frilandsmuseet, nye klasser betød forældremøder, der var APV og tandlægebesøg og endelig smedekurset.

Rose, Oscar-aften, På Frilandsmuseet, Smedekursus, Bøger og masker, Smykker af hesteskosøm, Oscar, Naturen, Selfie.

Oktober var efterårsferie med fuld knald på rengøringen, Halloweenfest, ecoprint med den ene tredjeklasse over bål, borgmesterbesøg, tur til Heerupmusee, vigik ud og spiste kollegialt sammen, mens Yndlingsfamilien endnu en gang kom forbi til udendørs komsammen.

Hue til mor, Aftenudsigt, Leg med rokken, Laura Socks, Hænger du fast?, Blåt sweaterspind, Den færdige håndspundne cardigan, Halloween, Magnolia.

November blev skolen ramt af corona, alt gik stærk, alt var hektisk, samtidig spandt jeg videre, legede med syrefarver og pakkede adventsgaver og - overraskelser. Årets nissehue så dagens lys og vi julehyggede i det fri.

Advent i forhallen, Tern på væven, Nissehue og familiehygge i grillhytten, Syrefarveleg, Torsdagsbål, adventskopper, Bøger og masker, Årets sidste spind, Babuska dukker. 

December lagde op til en jul, der føltes langt væk i det triste grå vejr. Igen blev børn sendt hjem og Klubben blev tom. Vi holdt jul herhjemme, savede nisser og lavede sjov i forhallen.

Oscar, Laura Socks til Emilie, Juleaften, Lyserødt til Rose, Nisser i håndværk og design, Slipstravaganza, En forsovet hund, Mere bål, Oscar efter overnatning.

De garnglade julegaver

 

Jeg har fået nogle skønne og dejlige julegaver i år. Jeg har lyst til at vise tre af dem frem. De tre der har noget med garn at gøre.

Bettina sendte i løbet af december en gave, som jeg sådan set godt måtte åbne inden juleaften. Da jeg sad med den i hænderne fik jeg en klar fornemmelse af, at det var garn. Jeg havde ingen planer om at skulle slå op til noget nyt, og havde meget mere lyst til at vente til den fireogtyvende og se hvad det var. 

Nogen siger jeg er tålmodig...

Det var garn. Den fine juleudgave fra It's Yarn med det mundrette navn Jul med Lige en omgang mere og Strik og musik. Det er altså pænt. 

Med følger ikke mindre end to minifed med for dem, der synes kanter, tå og hæle skal have andre farver. Det er fint, det medgiver jeg gerne, men det er bare ikke rigtig mig. Til gengæld er farverne helt vildt flotte - specielt den grønne.

Men en samling af minifed er ikke det værste at have, jeg har nogle stykker i forvejen. Og en eller anden dag, ved jeg præcis hvad der skal blive af dem. Det kunne godt blive strømper. 

Der bliver i hvert fald strømper af det store fed, og det passer også rigtig godt i farven til at resterne kan indgå i det hæklede restetæppe. Spørgsmålet er i højere grad hvilke strømper. Og hvornår. Jeg har efterhånden en pæn lille bunke af lækkert strømpegarn, der venter på at blive til strømper. 

Men igen - her samler jeg gerne til bunke og har beundret det sidste nye flere gange.

Sille tog mig på ordet da jeg snakkede om at mangle skytter til væven. Sille er en haj til at købe brugt, og som hun sagde ikke sin fars datter for ingenting. Så hun købte alle dem hun kunne finde. 

Jeg kan godt lide de gamle brugte skytter med historie. De fleste er af eg, der er et par stykker af noget mindre holdbart. Der er så meget historie i det brugte værktøj.

Altså kan jeg nu væve striber i stribevis. Eller lade det resterende garn sidde på skytten til det skal bruges næste gang. 

Jeg skal jo have trendet den der væv. 

Der er snart ikke flere undskyldninger for at gå i gang igen.

Endelig havde Anders hørt efter da jeg begyndte at tale om hjælp til håndled. Jeg må efterhånden anerkende at mine håndled med mellemrum ikke bryder sig om alt for meget arbejde og jeg vil hellere slide ved at strikke, end ved at vinde op.

Da de mange meter vævegarn til viskestykker var gennem det hånddrevne krydsnøgleapparat, for at kunne tage fra begge ender (jeg kunne selvfølgelig også bare købe to rulle af hver farve) gjorde det for alvor ondt, og både Anders og Emilie hjalp fra tid til anden til, mens jeg for alvor begyndte at drømme om et elektrisk apparat.

Jeg er ret sikker på det ikke var fordi Anders ikke gider dreje rundt og rundt og rundt for mig, men snarere fordi han mener jeg skal passe på hans kæreste. Præcis derfor fik jeg et elektrisk krydsnøgleapparat af ham i julegave. 

Med tre ben i stikket måtte jeg godt nok ud og finde en forlængerledning med ekstra huller. I forvejen manglede jeg de der ekstra huller til den nyeste arbejdscomputer, der ud at være mindre end den gamle og veje mere, altså også er udstyret med et ekstra ben på stikket. (Jeg er ikke udpræget tilhænger af kommunens seneste køb i den teknologiske afdeling... på den anden side kan den det, den skal - og kan nu også lades op herhjemme...)

Det har været i brug - mere end en gang. Det er en skøn fornemmelse at se garnet blive vundet op, uden at stå tilbage med et håndled, der ikke rigtig har lyst til at strikke af det opvundne.

Det har håndledet nu, og mens jeg egentlig godt ved jeg bør holde lidt flere pauser end jeg gør, strikker jeg glad videre.

  

Masker på en søndag - Uge 53

 

Og hvad får du så tiden til at gå med i ferien?

Ugen kort:

• Jeg har strikket - temmelig meget.
• Jeg har ondt i mit håndled...
• Joesefine ankom i god tid til nytårsaften.
• Vi havde en hyggelig nytårsaften - bare Anders og jeg. Helt som vi plejer.
• Vi startede året med så lidt som muligt. 
• Jeg har været på skolen og hos sneglene tre gange. Senest i dag.
• Terrariet er rent, vasket og fyldt med jord og beboere på ny.
• Jeg har lavet 4½ papbøger.
• Kan man lave biller af pap? Jeg tænker jeg prøver...
• Trækvognen er klar og har fået to lag olie.
• Jeg har spundet i omegnen af ti meter på projekt strømpegarn. Lidt har også ret.
• Tøserne har bestilt tid til test.
• Vi har udskudt aftalen med Daniel og Oscar til efter testsvar.
• Selvom jeg har planer om at skulle ud på skolen i morgen, står jeg ikke umiddelbart på nødberedskabsplanen.
• Jeg er glad for min sofa.

Læse:

Jeg afsluttede Den sidste gode mand, og overvejede at hoppe direkte til efterfølgeren. Den var lidt tung, men bestemt værd at læse og jeg fortsætter gerne.

Det var bare så meget nemmere at vælge Sara Blædel og Louise Rick, som jeg ved er letfordøjelig. 

Jeg er nået et godt stykke i Pigen under træet, der begynder at tegne sig et billede. Det betyder ikke, at jeg ikke kan gå hen og blive overrasket.

Louise Rick og veninden Camilla kæmper med hvert sit, mens de sammen og hver for sig forsøger at få hoved og hale i en fjortenårig piges død og en forsvundet kæreste.

Det går stærkt, nogen gange næsten for stærkt - for hvordan var det lige de nåede at samkøre deres viden, når de ikke har snakket sammen? Eller skal jeg lade være med at tænke for meget, og bare lade mig underholde. 

Jeg hælder til det sidste og bladrer gennem siderne.

Strikke:

Sidste års sidste spind var tohunderede gram grøn, lilla og blå merino. Da jeg spandt det, troede jeg det skulle være mønsterfarven til en Shifty, men så ombestemte jeg mig. Gad egentlig ikke den der Shifty. 

Det er bare sjovt som den bliver ved med at dukke op, som jeg igen og igen bliver sikker på at en dag skal den strikkes. Men altså ikke af det først forventede garn.

Men hvad skulle det så blive til? Noget med flerfarvemønster, det lå fast. Gerne sammen med noget andet håndspundet. Gerne noget gråt. Jeg kunne ikke umiddelbart finde gråt uld til salg inden for en overskuelig rækkevidde, som ikke først skal både vaskes og redes og friseres og gøres klart til spinding. Jeg ved faktisk ikke hvor man køber uld i Danmark. Hvis man køber uld i Danmark!

Så var det Kirsten fra Knit in Colors (podcast/youtube og instagram) snakkede om at bruge sit lagergarn. Om altid at have et stykke strik på pindene med garn fra lageret. Det er en god ide, det vil jeg gerne være med til. Ikke at jeg sætter regler, restriktioner eller andet for mig selv, mere noget med at huske alt det lækre garn jeg har liggende, som på en eller anden måde formerer sig, og som har en tendens til at blive glemt til fordel for nyt.

Langsomt vendte mine tanker i retning af hvad jeg har, i stedet for hvad jeg ønsker. Jeg startede i supersoft/højlandsuldsafdelingen og tænkte at flere tråde kunne sættes sammen til at nå samme tykkelse som det tretrådede håndspundne. Men så faldt blikket på de to store cones med noget det måske er lammeuld, og som jeg begge har fået af Sille, men aldrig rigtig har vidst hvad jeg skulle bruge til. Jeg har haft mange ideer, men det er aldrig rigtig blevet til noget.

Jeg lavede en strikkeprøve. Konstaterede at det er kradst og hårdt at strikke af, at mine håndled ikke er begejstrede. Efterfølgende vask vidste at det bliver temmelig meget blødere. Det er godt at vide.

Planen om Laurel opstod dengang det gik op for mig at garnet ikke skulle indgå i en Shifty. Jeg så den et eller andet sted, huskede hverken hvor eller navnet. Det tog et stykke tid og mange opslag at grave den frem via Ravelry. Men det lykkedes.

Mit garn er selvfølgelig for tykt. Strikkefastheden passer på ingen måde og den skal også ende som en cardigan.

Altså har jeg regnet om, trukket fra, lagt til og slået op. De få vendepinde i nakken overbeviste mig om, at jeg havde ret, når jeg tænkte at den skal klippes til slut. At vrangmasker skal undgåes. Jeg har ingen problemer med at klippe i strik. Heller ikke selvom det strikkede består af håndspundet garn.

Hårdheden for håndledene betyder at den ikke bliver færdig lige med det samme. Det er helt i orden. Den skal være rar at strikke, og så betyder tid mindre. 

Transformation af et hjørne

 

I en meget lille lejlighed er der ikke sådan bare lige plads til et juletræ. Vi har faktisk aldrig haft et træ, hvis ikke vi holdt jul, og selvom vi i mange år har været otte juleaften, er de otte efterhånden alle voksne og så kan det være svært at finde plads i en lille lejlighed.

Sidste gang vi holdt jul herhjemme er efterhånden fem år siden. Dengang sov yndlingsfamilien på det nærliggende Scandic Hotel i Glostrup. Det gjorde de vist også to år tidligere, og det er bare ikke det samme. 

Vi kan godt være her i dagtimerne, vi kan sagtens sættes rundt om borde og i mere bløde afdelinger, men når det kommer til overnatning, kommer vi til kort. Det gælder sådan set også i den anden ende af kongeriget. 

Derfor har julen gennem tre år været henlagt til sommerhuse rundt om i landet. Vi har været i Nordjylland, lidt længere syd på og på Fyn. Planen var at denne jul skulle henlægges til et sted på Sjælland, men alting taget i betragtning endte vi med at aflyse.

Og så var det, der skulle være plads til et juletræ.

Altså flyttede rokken og den pæne stol i kælderen. Emilie og jeg hentede et træ nede ved juletræsgrunden og besluttede at var det bare smalt nok, kunne det vel egentlig godt fylde i højden. Sammen med en smule oprydning endte der faktisk med at være god plads.

Anden juledag holdt det ikke længere. Træet dryssede så det var en lyst - trods grundig rengøring, er her stadig fyldt med nåle - det røg ud over altanen og siden kørt til storskrald. På min cykel.

Nu blev der så plads til det netop færdiggjorte sjal, der fyldte ekstra godt i et par dage. Normalt kan jeg godt få plads til udspænding på gulvet mellem bord og skab, men jeg var faktisk lidt glad for en ekstra plads - for det var der i den grad brug for.

Med sjalet væk, var der igen tomt, og dermed kunne stol og rok flytte hjem igen. De blev båret med op i flere tempi og et par dage stod den lille rok uden tilbehør og så noget trist ud, helt inde i hjørnet, uden stol og tensystem.

Da stolen vendte hjem, blev alt igen som det skal være.

Jeg har endda fundet uld til næste projekt.

Så mangler kun at væven fyldes med trend til et nyt sæt viskestykker. 

Slipstravaganza

 

Tilbage i oktober var Stephen West igen klar med et mystisk sjal. Efterhånden er det, det eneste sjal jeg strikker i løbet af et år.

Jeg har sjaler nok.

Som altid var det en fornøjelse at strikke med, Hr West skriver gode opskrifter. Og mens det altid er lidt knald eller fald, hvorvidt det færdige sjal bliver brugt, var det her et af dem, der bliver slidt op.

Det blev altså godt. 

Jeg blev færdig den 25. december. Brugte den 26. på at hæfte ender og spændte ud, da juletræet blev forvist og de dryssende nåle fejet sammen. Det er stort, så der var god brug for pladsen, inden hjørnet igen kunne huse den lille rok og stolen, der nåede at bruge en uges tid i kælderen.

Design: Slipstravanganza af Stephen West.

Garn: Holst Supersoft. Jeg strtikkede med en tråd og havde en lys grå - Silver Grey - som hovedfarven og supplerede med tre grønne - Spring, King Fisher og Holly - som konstrastfarver. 

Jeg løb tør for det meste og startede med et tilsætte en enkelt lilla trekant som lidt sjov, men måtte have mere af den lilla med, for at have nok garn. Den lilla er Blackhill Højlandsuld fra Garnudsalg i farven Viol.

Da jeg nåede kanten, måtte jeg igen på lageret, hvorfor langt det meste af Icordafslutningen er strikket af Strandsand - igen Supersoft, denne gang fra Garnudsalg.

Jeg endte med et samlet forbrug på 300 gram.

Pinde: 3½ mm. Jeg strikked med en Knit Picks rundpind. Spidsen er af træ og fra et sæt, der udkom i begrænset oplag, som jeg har haft i mange år. Desværre fik jeg knækket den ene undervejs, og supplerede med en Lykkespids i samme størrelse.  

Størrelse: Jeg strikkede næsten den største størrelse - stoppede lidt før. 

Det blev stort - vingefanget er 200 centimeter og sjalet er 80 centimeter dybt midt for.

Bemærkninger: Jeg gjorde selvfølgelig ikke helt som der stod, men det handlede mest om at bytte lidt rundt på farverne. 

I sektion 1 og 3 valgte jeg at se stort på at hovedfarven bestod af en pind ret, en pind vrang og en pind ret - jeg strikkede det hele ret.

Jeg droppede striberne i Sektion 1. Jeg prøvede, men jeg synes ikke det blev pænt og startede forfra igen.

Da jeg nåede til sektion 5 - trekanterne, tilsatte jeg en enkelt lilla trekant som et sjovt indslag og havde egentlig ikke tænkt at der skulle mere af den lilla med. Men da jeg nåede næste sektion - bølgerne, viste det sig at jeg løb tør for samtlige farver. Derfor blev den lilla genoplivet.

Jeg endte med at strikke 5 striber, inden jeg synes der var nok og lukkede af. 

Til den allersidste pind af den mellemgrønne, måtte jeg have hjælp fra den mærkeste grønne, som er den eneste jeg har en lille smule tilbage af - lidt men ikke nok til at vægten vil anerkende et mål.

Den endelige Icordkant blev også i en anden farve. Jeg havde ganske simpelt ikke nok af noget som helst. Jeg havde i forvejen byttet hovedfarven ud med den lyse grønne og strikkede det første stykke kant med den lyse grønne, inden jeg stribede over i de allersidste rester af den grå og derfra til endnu en farve jeg fandt på lageret.

Jeg kommer til at bo i det her sjal. Og glæder mig over jeg kom igennem de sidste mange lange pinde inden jeg endelig kunne lukke af.

Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan du se mere på Ravelry. 

kransekage

 

Emilie besluttede at bage kransekage til Nytårsaften i det gode selskab. Bare fordi vi ikke skulle undvære lovede hun os et tårn på tre etager.

Vi så frem til et tårn på tre etager, og var ret sikre på, at vi alligevel ikke kunne spise mere.

Hun gik ud fra Mette Blomsterbergs opskrift og bagte efter alle kunstens regler. Da det kom til stykket, var der langt mere marcipanmasse end forventet, så vores tårn blev dobbelt så højt som lovet - og vi kæmper stadig med at få det spist.

Hun brugte det lille tårn til at øve, og det blev rigtig fint. Det fine pynt kom hun hjem med efter sidstedagen i butikken, lige inden jul, hvor de febrilsk havde forsøgt at dele ud mellem kunderne og derefter delte resterne personalet imellem - for hvem har 2021-skilte til næste nytår.

Vi fik udleveret en flok stjernekasterne, og blev ellers forladt.

Ude hos Olivia blev det andet tårn samlet. Det var højere og lidt mindre samarbejdsvilligt, men gæsterne synes det smagte godt. Og så er alt vel godt. 

Jeg synes det blev fint.

Strikkede brandbiler

Oscar er stadig glad for brandbiler. Selvom også dinosaurere har en høj status.

På et tidspunkt besluttede jeg at strikke ham en trøje med brandbiler som julegave, og selvom jeg endte med at være lidt i tvivl om de nu også lignede brandbiler, var barnet ikke i tvivl, da han havde pakket op. 

Så kunne jeg vel ikke få bedre anerkendelse.

Han havde trøjen på, da Daniel og barnet dukkede op i tirsdags til spisning, til leg og til en ualmindelig hjemlig omgang med lejligheden. 

Det er sjovt at se udviklingen. Til at starte med blev han i stuen. Det gør han ikke mere.

Mens han længe har virket en smule usikker, når han bevægede sig væk fra stuen, bevæger han sig nu hjemmevandt rundt og styrtede som det naturligste ud i køkkenet, da han pludselig stod med et stykke papir fra et indpakket stykke chokolade, der skulle smides ud.

Det lykkedes mig at tage et par billeder, der nogenlunde viser trøjen på. 

Det der med at stå model, lærte mine børn rimelig hurtigt. Jeg tænker Oscar også lærer det.

Design: Ankers Jakke af Petite Knit

Garn: Selve trøjen er strikket af Rasmillas Yndlingsgarn. Den blå hedder Cowboy, den grå Bly. Jeg lagde tråden dobbelt.

Til brandbilerne brugte jeg resterne af den røde Pernilla fra årets nissehue, mens detaljerne er rester fra kassen med uld/bomuld.

Jeg endte med at bruge omkring 130 gram garn.

Pinde: selve trøjen er strikket på pind 4, kanterne på pind 3½. Jeg regnede også den øverste ribsektion i bærestykket som kant. 

Størrelse: 2-3 år.

Bemærkninger: Trøjen er der ikke det store at sige noget om. Jeg tegnede et diagram, der ligner en brandbil, og strikkede de røde firkanter og borterne med ind. Alle detaljerne broderede jeg efterfølgende på med maskesting.

Jeg hæklede krebsemasker langs forkanterne og lukkede trøjen med en lynlås. Krebsemaskerne giver god stabilitet til en lynlås og er lette at sy langs, så stingene ikke ses fra forsiden. Det er længe siden jeg sidst syede lynlås i strik, men jeg har altid brugt krebsemasker, der også er gode til at skjule lynlåsen, så den bliver pænt syet i.

Jeg syede lynlåsen i, i hånden. Det gør jeg også altid.

Jeg synes den blev meget kompakt og lidt uformelig i brandbilsdelen. Jeg vidste nok godt det ville ske. Mange endehæftninger og meget garn oven i hinanden, betyder ikke ligefrem lethed.

Jeg er heller ikke sikker på jeg er tilhænger af maskesting i broderiform. 

Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, eller skal du selv strikke brandbiler, kan du se flere billeder og mit diagram på Ravelry.

Velkommen til det nye år

 

Nå, men vi sagde farvel til det gamle år, helt som vi plejer. Alene i tosomhed, god mad, blødt tøj og det pæne porcelæn. 

Fra altanen var det tydeligt at der blev solgt mere krudt end vanligt. De smukkeste stjerne foldede sig ud. I timevis. Nogen af dem meget tæt på.

2021 siger goddag fyldt med håb. Det er ikke en dårlig start på et år. Heller ikke selvom det starter med regn. Der er sikkert nogen - eller noget - der har brug for regn.

Når det er sagt, synes jeg ikke udelukkende 2020 har været et forfærdeligt år. Ud over at alt før marts føles som var det i en anden tid - vi var for eksempel i Berlin i vinterferien i februar. Det føles som var det en anden tidsalder - så var det også et år fyldt med rigtig mange gode ting.

At jeg synes det er fint at krølle mig sammen på sofaen og ikke se nogen, eller at jeg stadig gik på arbejde spiller muligvis ind. Men 2020 var også et år fyldt med nye udfordringer. De fleste nok på arbejdsfronten. Som på mange måder er rigeligt for mig.

Jeg lærte meget nyt, jeg prøvede meget nyt og jeg voksede med forskelligrettede opgaver. 

Jo vel går jeg ind i 2021 fyldt med håb, men jeg har ikke lyst til at glemme 2020.

Samtidig skal jeg ærligt indrømme at jeg har stået forrest i at overtale tøserne til at blive testet på tirsdag. Lige nu befinder de sig på Emilies værelse og har lovet at blive der de næste dage. 

For jeg er alligevel indrettet sådan at jeg synes en test må til, når de vælger at holde nytår sammen med mennesker de ser alt for sjældent. Også selvom selskabet var af den type, der alle passer på sig selv og hinanden - for eksempel en brystsvag farmor.

Og tøserne i flertal betyder Josefine. For selvom Josefine bor på Fyn er de to afgjort en del af hinandens bobbel. De har været hos hinanden cirka hver anden måned gennem hele året. Josefine ser muligvis lidt flere end Emilie, der nærmest ikke kan tælle til flere end samme Josefine, mellem sine coronabekendtskaber, men ikke mange flere.

Det er ret hyggeligt at kunne høre dem fnise højlydt.