Årets sidste båldag blev i den grad brugt. Der var nemlig ikke kun bål i SFO-tid, men også skoletid.
Vi lavede nisser, og selvom jeg var lidt i tvivl om vi kunne få hele dagen til at gå med det, blev det bestemt en succes. Børnene gik til opgaven med masser af energi, de var gode til at hjælpe hinanden og give plads, når der skulle ventes på sav, filer eller pensler. Og selvom det kan være svært at save, går de på med krum hals, og tager gerne mod gode råd, der gør det nemmere at fordele kræfterne.
Da skoletiden var forbi blev det tid til Klubben, til ristede skumfiduser og varm kakao over bål. Gløderne var perfekte og selv en hel del af de børn, der havde brugt hele dagen ude, var at lokke ud til hyggen ved bålet.
I morgen venter årets sidste rigtige arbejdsdag, inden en noget tidligere juleferie end forventet. Hjemme venter de få ting, der kan gøres hjemme. Nyhedsbrev for eksempel, det skal ud inden jul, lidt senere end normalt, men sådan er der så meget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar