Til vejrs

 

På legepladsen startede vi i grundniveau med den medbragte spand, skovl og rive. Selvom sandet på legepladsen ikke rigtigt er sand, nærmere grus - sikkert en form for faldunderlag - kan det godt bruges i en snæver vending.

 

 

Men så var der jo edderkoppespindet. Da jeg hentede i mandags, fandt Oscar ud af at han selv kan kravle op i hjørnet og bevæge sig langs kanten. Han kiggede langt efter drengen, der kom og kravlede højt op, men slog sig til tåls med sin mindre kunnen.

Det varede lige til far klatrede op og satte sig i den øverste siddeplads.

 

Han kiggede op, konstaterede at han ville med, startede i hjørnet og bevægede sig i imponerende fart langs den yderste kant. Da der ikke længere var noget at holde fast i, måtte jeg hjælpe til og fik ham hjulpet hen mod et par liner, han kunne ligge op ad. 

Herfra kunne jeg ikke længere nå at både hjælpe og holde. Så det fædrende ophav kravlede ned, og hjalp til nedefra, mens barnet gjorde alt hvad han kunne, mens han igen og igen gentog Op! og Højere op! 

Til sidst nåede han et punkt, hvor heller ikke Daniels arms kunne nå længere og barnet ikke havde noget afsæt, og så hang han ellers der. 

Holder du fast? Bliver du hængende? Spurgte Daniel, mens jeg stod nedenunder og tænkte at jeg ikke var helt sikker på at kunne nå at gøre noget, hvis han ikke blev hængende.

 

 

Han blev, ville stadig højere op og havde ingen oplevelse af at det var en smule halvfarligt at hænge der, men Daniel kravlede op i tovene, tog barnet under armen og fik ham bugseret hen til den nederste siddeplads og selv kravlede ned igen.

Så sad han der, Daniel kunne lige nå, når han igen skulle ned. Men det ville han ikke. Han kiggede op, ville højere op, men endte med at leve højt på, at nu var han nået hertil.

 

 

Oplevelsen var uden tvivl god, og der kommer helt sikkert en dag, hvor han kommer højere op. Teknikken har han, han er bare ganske simpelt for lille - som i ikke høj nok til at kunne nå næste line og næste trin i opstigningen.