Jeg er stadig høj efter sidste uges smedekursus. Planerne om elevinddragelse ligger lige om hjørnet - omend jeg godt ved, at det ikke bliver lige med det samme.
Faktisk er jeg helt tilfreds med ideen om at vente til foråret, afprøve sammen med mine medkursister og derefter tage det op på egen hånd. Helt på egen hånd bliver det heldigvis ikke, for vi er to undervisere i Håndværk og Designtimerne.
Men lige nu vil det kun være mig, der har prøvet det før. Og ideen om at bruge en dag i en weekend sammen med ligesindede og dele vores viden, inden vi for alvor går i gang, er rigtig god. Jeg forestiller mig, at det vil være rart at være to, der begge ved hvad vi taler om.
Også selvom vores viden er begrænset.
Jeg kom hjem fra kurset med tre smykker. Der var ikke tid til mere, jeg ville ellers godt have udforsket noget mere og arbejdet lidt mere med mere maskuline muligheder. For selvfølgelig findes de. Det var bare ikke det, der umiddelbart lå lige for, da jeg stod midt i det.
Der var selvfølgelig knivsbladet, som underviseren rigtig gerne ville have haft os til at udforske. Vi snakkede også om huljern, som var der jeg stod af. Om jeg havde forsøgt med det ene eller det andet, gjorde ikke forskel på belastningen af mit håndled, og fordi jeg overvejende tænker de mindre børn, var værktøj ikke det, der lå lige for. I min optik.
Når vi så snakker om knive, lavede jeg faktisk en lille bitte kniv. Af et søm. Et hesteskosøm. En lille bitte kvindekniv. Den kan ikke skære, selvom Anders som det første tilbød at lægge æg på den, da jeg kom hjem, men den har den perfekte størrelse som vedhæng om halsen, og her behøver den ikke være skarp.
Altså blev den et smykke.
Senere hamrede jeg på endnu et søm. Jeg ville godt have udforsket muligheden for at ændre på formen, så hovedet blev rettet ud og sømmet endte som en lang pind. Det vil jeg stadig gerne, for hvad kan det ikke blive til. Stadig med tanke på smykker.
I stedet legede jeg med muligheden for et blad. Mit blad blev på ingen måde som jeg så det for mig, men sømmet endte som en ring. Endda en ring der passer. Jeg ved ikke om jeg bliver ved med at have den, for hjemme var den ved at ende på Emilies finger. Jeg fik den kun igen, fordi jeg påstod jeg skulle have den med ud på skolen og vise frem.
De to små smykkedele indeholdt trods størrelsen en del teknik.
Ud over at hamre i facon - som kan være svært nok, og for begges vedkommende er langt fra det en mere erfaren smed kan udrette - fik jeg lavet en snoning på dem begge og arbejdede også med at lave krummelurer.
De bitte små snørkler kan laves med en tang. Jeg tænkte at det kan jeg godt finde ud af og insisterede på at lave alle de snørklede ender jeg endte med, med hammeren på ambolten. Jeg er tilbøjelig til at sige, at det er lettere end det ser ud. Der er ingen tvivl om, at det er endnu lettere med en lille rundtang.
På andendagen tog jeg livtag med en pind fra et gammelt gitter. Jeg ville lave et hårspænde, og havde også en plan, så det for mig, men kunne alligevel ikke få det til at ske, og endte med et stykke jern, der knækkede på midten.
Må jeg vise dig, hvordan jeg ville gøre? spurgte underviseren, og tilføjede at det ville tage nogle minutter. Det måtte han hjertens gerne, og inden jeg så mig om havde han lavet det fineste lille hårspænde. Jeg brugte et par timer på at gøre ham kunsten efter.
Med mit knækkede forsøg som udgangspunkt og med en snørkel i den ene ende, fik jeg lavet spændet af den ene halvdel og spiret af den anden halvdel. Jeg var som sagt ikke afsindig hurtig, og måtte have jernet ind i ilden så mange gange, at den superfine krummelure jeg startede med, endte med at være en smule smeltet og brændt af.
Det gør ikke noget, jeg er ret stolt af og glad for mit spænde, som i øvrigt sidder rigtigt fint i håret, når jeg snyder en smule og har en af de bittesmå usynlige elastikker indenunder. Snyderiet bliver virkeligt, når det yderste hår ikke er med i elastikken, men kan sættes, så elastikken ikke kan ses.
Sagde jeg, det var et superfedt kursus?
Flere af dem. Tak!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar