mandag den 27. april 2020

Ruusujuuri


Rosenrod på finsk - og åbenbart en plante, jeg aldrig har hørt om.

På den anden side, er der mange planter jeg aldrig har hørt om. Tror jeg. Er jeg ret sikker på.





Nå, men jeg gad i hvert fald ikke strikke april måneds strømper fra Cias Bods årelange strømpe-knitalong. Jeg gad i hvert fald ikke strikke et par strømper fyldt med flerfarvestrik og oven i købet strikket fra tåen og op.

Niksen biksen. Jeg gad ikke.

Og slog op til et par andre strømper, fra min egen meget løselige liste. Der synes at skifte temmelig meget - hele tiden.

Men de spøgte alligevel lidt i baggrunden. De der aprilstrømper, som indeholdt alt det mest negative jeg kan komme op med i forhold til strømpestrik. Også selvom de havde en pæn hæl. Og et pænt mønster. Og...





Så jeg endte med at slå op til dem alligevel. Og strikkede et helt par flerfarvede strømper med masser af krumspring på under to uger. Og det var så hyggeligt. Og vanedannende. Og overraskende hurtigt.

De er endt med at blive rigtig fine, de er lidt stramme at få hen over hælen, men når først de sidder, sidder de rigtig godt. Og er supervarme - dobbeltlag taget i betragtning.











Design: Ruusujuuri af Tiina Kuu.

Opskriften ligger gratis tilgængelig på Ravelry. Det er gået op for mig, at jeg har det lidt stramt med gratisopskrifter. Jeg ved hvor meget arbejde, der ligger i en opskrift, så jeg synes faktisk det skal honoreres og at designeren delvis degraderer sig selv, ved at gøre den gratis.

Omvendt kan jeg også godt se effekten af at udgive gratis opskrifter, for at lokke kunder til. Eller hvad der ligger bag tanken om ikke at tage sig betalt.

Alle opskrifterne i Cias strømpe-knitalong er gratis. Jeg er med på at det betyder, at alle kan være med. Men det ændrer ikke på, at jeg har det lidt stramt med det.





Garn: Håndfarvet strømpegarn. Bundfarven er Mouse fra Sysleriget. Den gennemgående mønsterfarve er We All Have Secrets på Taran Golden Sock fra By Killerich, mens de to øverste mønstergentagelser er Hunter fra Hedgehock Fibers.

Mønsterfarverne er begge rester, der lå klar til evighedstæppet, men som jeg synes passede fint her.

Der gik i alt 90 gram til de færdige strømper. Farvefordelingen ligger på 57 gram af bundfarven og henholdsvis 28 og 5 gram af mønsterfarverne.


Pinde: 2½ mm Addi CraSyTrio.


Størrelse: Mønstret er onesize og jeg var lidt usikker på, om de ville blive for stramme om læggen, og havde derfor en ide om mere glatstrik uden mønster, inden den øverste rib, men de endte med at passe fint.

Foden er en størrelse 39.





Bemærkninger: Jeg startede med at lave om. Jeg synes tåen så meget kort og bred ud. Derfor slog jeg kun halvdelen af de forventede masker op - med Judy's magic cast on - og tog ud på hver omgang indtil jeg nåede det antal masker jeg skulle have startet med.

Da tåen efter opskriften var færdigstrikket, gentog jeg de sidste fire omgange endnu en gang.

Herefter fulgte jeg vistnok opskriften temmelig slavisk. Hælen har vist sig at være lidt svær at gennemskue, kan jeg se i Ravelrygruppen. Det handler vist mest om at lade være med at tænke alt for meget, og gøre som der står. Også selvom det virker mærkeligt.

Strømpen skulle efter opskriften ende med en række blomster over alle bladene. Jeg ville ikke have blomster, men gerne lidt flere blade, end jeg troede jeg havde garn til. Altså fandt jeg en ny mønsterfarve og strikkede to omgange blade mere.

En af problemerne med strømper strikket fra tåen og op er, at de hurtigt bliver for stramme i aflukningen. Altså lukkede jeg af med en eller anden stretchy aflukning, men kunne ikke huske hvilken, da jeg nåede slutningen på strømpe nummer to... og brugte en anden.

De er ikke helt ens, jeg kan godt se forskel. Men hvis du ikke siger det til nogen, gider jeg ikke lave det om.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.





4 kommentarer:

  1. De er godt nok flotte! Især er jeg betaget af hælen, men jeg er ret sikker på, at med det mønster ville jeg komme til at lide af SSS og dermed aldrig få strikket den anden sok.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, de var overraskende sjove at strikke. Jeg er eller ikke specielt vild med flerfarvestrik i små rundkredse. Det er tit noget rod at sidde med. Det kedelige var tå og under hælen. Så jeg skyndte mig at slå op til strømpe nummer to :)

      Slet
  2. Svar
    1. Christunte, jeg er pænt imponeret :)

      Slet