søndag den 3. januar 2021

Transformation af et hjørne

 

I en meget lille lejlighed er der ikke sådan bare lige plads til et juletræ. Vi har faktisk aldrig haft et træ, hvis ikke vi holdt jul, og selvom vi i mange år har været otte juleaften, er de otte efterhånden alle voksne og så kan det være svært at finde plads i en lille lejlighed.

Sidste gang vi holdt jul herhjemme er efterhånden fem år siden. Dengang sov yndlingsfamilien på det nærliggende Scandic Hotel i Glostrup. Det gjorde de vist også to år tidligere, og det er bare ikke det samme. 



Vi kan godt være her i dagtimerne, vi kan sagtens sættes rundt om borde og i mere bløde afdelinger, men når det kommer til overnatning, kommer vi til kort. Det gælder sådan set også i den anden ende af kongeriget. 

Derfor har julen gennem tre år været henlagt til sommerhuse rundt om i landet. Vi har været i Nordjylland, lidt længere syd på og på Fyn. Planen var at denne jul skulle henlægges til et sted på Sjælland, men alting taget i betragtning endte vi med at aflyse.

Og så var det, der skulle være plads til et juletræ.



Altså flyttede rokken og den pæne stol i kælderen. Emilie og jeg hentede et træ nede ved juletræsgrunden og besluttede at var det bare smalt nok, kunne det vel egentlig godt fylde i højden. Sammen med en smule oprydning endte der faktisk med at være god plads.

Anden juledag holdt det ikke længere. Træet dryssede så det var en lyst - trods grundig rengøring, er her stadig fyldt med nåle - det røg ud over altanen og siden kørt til storskrald. På min cykel.



Nu blev der så plads til det netop færdiggjorte sjal, der fyldte ekstra godt i et par dage. Normalt kan jeg godt få plads til udspænding på gulvet mellem bord og skab, men jeg var faktisk lidt glad for en ekstra plads - for det var der i den grad brug for.

Med sjalet væk, var der igen tomt, og dermed kunne stol og rok flytte hjem igen. De blev båret med op i flere tempi og et par dage stod den lille rok uden tilbehør og så noget trist ud, helt inde i hjørnet, uden stol og tensystem.



Da stolen vendte hjem, blev alt igen som det skal være.

Jeg har endda fundet uld til næste projekt.

Så mangler kun at væven fyldes med trend til et nyt sæt viskestykker. 






3 kommentarer:

  1. Det er nu meget hyggeligt med sådan en gang nødvendig omrokering. Man bliver så glad for at få det normale tilbage når juletræet er væk igen.....
    Jeg tør stadig ikke kaste mig over at spinde. Er slemt bekymret for at det vil tage rigtig meget tid!

    SvarSlet
  2. Én vinkel, et sted eller måske så få karakter, afhængigt af hvordan vi bruger pladsen.

    SvarSlet