tirsdag den 11. august 2020

Brise


En lille hurtig sommersag er blevet færdig. Jeg har haft lyst til at strikke sommerstrik, men ikke rigtig vidst hvad, indtil jeg så Brise af Fifty Fabulous. Den er altså fin.





Jeg havde ikke rigtig noget sommergarn liggende, langt det meste af mit lager består af uld. Men Belle fra Drops er overraskende billigt - jeg lukkede med fuldt overlæg øjnene i forhold til hvordan det er produceret - og skyndte mig at bestille garn nok til mindst to sommeroverdele.

Brise var superhyggelig og ganske overkommelig at strikke. Det tog under en uge fra jeg startede til jeg sluttede. De sidste dage har den ligget færdig og klar til photoshoot. Det klarede vi i dag, så i princippet kan jeg tage den på i morgen.

I morgen starter skolerne i Rødovre. Børnehaveklasserne venter til torsdag. Jeg tager en af de lange dage, er med hele dagen i klassen sammen med den ene af klassens lærere, lærer forhåbentlig navnene på hele den ene af de to klasser, året byder på, og fortsætter i Klubben, hvor onsdag er den eneste dag i år, jeg skal blive helt til lukketid.

Jeg har ikke helt forstået hvorfor, men efter i mange år stort set altid at have lukket hver eneste dag, har jeg gennem de sidste år fået en dag eller to med tidligere sluttider. I år har jeg så kun en lukkedag. Eller det er ikke helt rigtig, for fredag lukker vi allesammen, det tæller bare ikke på samme måde, fordi vi i forvejen lukker en time tidligere fredag.

Og jo. Jeg ved selvfølgelig godt at timetallet hænger sammen med det, jeg ellers laver - jeg får for eksempel flere skoletimer i år, end jeg tidligere har haft.











Design: Brise af Fifty Fabulous.


Garn: Belle fra Drops i farven Mosgrøn. Garnet består af bomuld, viscose og hør og er lidt tykkere end jeg umiddelbart forestillede mig ville være sommerstrikegnet.

Til min version gik 257 gram.


Pinde: 3 og 4 mm. Jeg strikkede alt på rundpind.


Størrelse: Min strikkefasthed passede ikke. Det passede så til gengæld mig fint, for den lille forskel i maskeantal betød at jeg kunne strikke en str Medium og ende med noget der ligger lige mellem Medium og Large - hvilket som udgangspunkt passede bedst til mine mål.





Bemærkninger: Jeg ville gerne skrive at jeg strikkede lige efter opskriften... eller det er løgn, så det gjorde jeg ikke.

Blusen er strikket oppefra og ned, og ser på billederne ud til at sidde rimeligt til i halsen. Det har jeg det ikke så godt med, så jeg startede med at lave om allerede inden jeg slog op.

Havde jeg strikket lige efter opskriften, havde jeg slået op, strikket rib, taget ud, strikket nakken højere, strikket nogle omgange, taget mere ud og vist strikket et par omgange mere.

Det var der jeg startede. Jeg slog det maskeantal op, som opskriften angav der ville være lige inden mønsterstrikken. Jeg strikkede rib, forhøjede nakken, strikkede et par omgange og hoppede direkte ud i mønsterstrikken.

Pias diagramsymboler er ikke helt som alle andres. Det er ikke noget problem, diagrammet var nemt at følge, jeg må bare indrømme at jeg hænger lidt fast i, hvordan ting plejer at se ud.

Efter diagrammet strikkede jeg bobler efter den foreslåede metode. Diagram og placeringen af bobler passede ikke helt sammen med billedet, men det gav sig selv hvor boblerne skulle strikkes, for at alting blev symmetrisk.

Da jeg nåede til deling af krop og ærmer flyttede jeg lidt rundt, så jeg fik lidt færre masker på bagstykket, lidt flere på forstykket og endnu flere på ærmerne.

Her må jeg sige at jeg er imponeret over opskriften, der er nemlig allerede tænkt forskel på for og bag - ene af  mine kæpheste. Bryster fylder mere end en flad ryg, derfor bør der være flere masker på forstykket end på ryggen. Det er der i Pias opskrift. Jeg ville bare gerne have endnu flere.

Jeg taljerede en smule mere end opskriften angiver og tog ikke ind inden ribben. Ærmerne strikkede jeg kortere end opskriften. Jeg er ikke sikker på andet, end der en en slåfejl, og de i virkeligheden skal være cirka som jeg strikkede dem.





Den er rigtig rar at have på, så nu er spørgsmålet hvad jeg skal strikke af resten af garnet. Jeg gider ikke have to ens. 


Har du lyst til at se flere billeder af t-shirten, kan den ses lige her på Ravelry.





2 kommentarer:

  1. Den er virkelig fin! Det er længe siden jeg har købt Drops garn (men der ligger da lidt på mit lager). Hvordan er det produceret? Er det bare fordi det ikke er økologisk?
    Nogle kalder bomuld for veganer uld, hvilket jeg synes er det værste pjat, når man nu ved, at bomuld kræver meget mere for at blive garn og farvet. Men sådan er der jo så meget......

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte jeg har ingen anelse om hvordan det er produceret, jeg tænker bare at når jeg kan købe et nøgle til en ti'er.... :)
      jeg er med på den med det værste pjat!

      Slet