Jeg har fået nogle skønne og dejlige julegaver i år. Jeg har lyst til at vise tre af dem frem. De tre der har noget med garn at gøre.
Bettina sendte i løbet af december en gave, som jeg sådan set godt måtte åbne inden juleaften. Da jeg sad med den i hænderne fik jeg en klar fornemmelse af, at det var garn. Jeg havde ingen planer om at skulle slå op til noget nyt, og havde meget mere lyst til at vente til den fireogtyvende og se hvad det var.
Nogen siger jeg er tålmodig...
Det var garn. Den fine juleudgave fra It's Yarn med det mundrette navn Jul med Lige en omgang mere og Strik og musik. Det er altså pænt.
Med følger ikke mindre end to minifed med for dem, der synes kanter, tå og hæle skal have andre farver. Det er fint, det medgiver jeg gerne, men det er bare ikke rigtig mig. Til gengæld er farverne helt vildt flotte - specielt den grønne.
Men en samling af minifed er ikke det værste at have, jeg har nogle stykker i forvejen. Og en eller anden dag, ved jeg præcis hvad der skal blive af dem. Det kunne godt blive strømper.
Der bliver i hvert fald strømper af det store fed, og det passer også rigtig godt i farven til at resterne kan indgå i det hæklede restetæppe. Spørgsmålet er i højere grad hvilke strømper. Og hvornår. Jeg har efterhånden en pæn lille bunke af lækkert strømpegarn, der venter på at blive til strømper.
Men igen - her samler jeg gerne til bunke og har beundret det sidste nye flere gange.
Sille tog mig på ordet da jeg snakkede om at mangle skytter til væven. Sille er en haj til at købe brugt, og som hun sagde ikke sin fars datter for ingenting. Så hun købte alle dem hun kunne finde.
Jeg kan godt lide de gamle brugte skytter med historie. De fleste er af eg, der er et par stykker af noget mindre holdbart. Der er så meget historie i det brugte værktøj.
Altså kan jeg nu væve striber i stribevis. Eller lade det resterende garn sidde på skytten til det skal bruges næste gang.
Jeg skal jo have trendet den der væv.
Der er snart ikke flere undskyldninger for at gå i gang igen.
Endelig havde Anders hørt efter da jeg begyndte at tale om hjælp til håndled. Jeg må efterhånden anerkende at mine håndled med mellemrum ikke bryder sig om alt for meget arbejde og jeg vil hellere slide ved at strikke, end ved at vinde op.
Da de mange meter vævegarn til viskestykker var gennem det hånddrevne krydsnøgleapparat, for at kunne tage fra begge ender (jeg kunne selvfølgelig også bare købe to rulle af hver farve) gjorde det for alvor ondt, og både Anders og Emilie hjalp fra tid til anden til, mens jeg for alvor begyndte at drømme om et elektrisk apparat.
Jeg er ret sikker på det ikke var fordi Anders ikke gider dreje rundt og rundt og rundt for mig, men snarere fordi han mener jeg skal passe på hans kæreste. Præcis derfor fik jeg et elektrisk krydsnøgleapparat af ham i julegave.
Med tre ben i stikket måtte jeg godt nok ud og finde en forlængerledning med ekstra huller. I forvejen manglede jeg de der ekstra huller til den nyeste arbejdscomputer, der ud at være mindre end den gamle og veje mere, altså også er udstyret med et ekstra ben på stikket. (Jeg er ikke udpræget tilhænger af kommunens seneste køb i den teknologiske afdeling... på den anden side kan den det, den skal - og kan nu også lades op herhjemme...)
Det har været i brug - mere end en gang. Det er en skøn fornemmelse at se garnet blive vundet op, uden at stå tilbage med et håndled, der ikke rigtig har lyst til at strikke af det opvundne.
Det har håndledet nu, og mens jeg egentlig godt ved jeg bør holde lidt flere pauser end jeg gør, strikker jeg glad videre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar