lørdag den 26. december 2020

Laura Socks til Emilie

 

Jeg havde lovet at være færdig før jul, og jeg blev færdig før jul.

Den 20 lukkede jeg af, skyllede op og lagde til tørre. Den 23. tog vi billeder og tøsebarnet havde dem på juleaften. 

Vi taler om strømperne, som Emilie købte garn til, og jeg strikkede.



Jeg har strikket dem før, og fulgte mine egne ændringer og længder på ben og fod fra første gang. Der ud over tilføjede jeg svang under foden. Emilie havde ønsket, men jeg er ikke sikker på hun er enig med mig i, at det blev sving nok under foden.

Emilie mener så afgjort at strømpen sidder bedre på foden, når der er strikker svang med under foden. Jeg er tilbøjelig til at give hende ret, og har leget med svinget flere gange, uden for alvor at være tilfreds. 

Her handler det for mig om, at svinget under foden skal være til stede uden at mønstret over foden bliver ændret. Samtidig har jeg et problem med hælen. Jeg kan bedst lide en hælklap med den medfølgende indtagslinje langs oversiden af foden. For at svinge under foden, har jeg brug for indtaget under foden. Noget af et sammenstød.

Jeg leger videre...







Design: Laura Socks af Sari Nordlund.


Garn: Its for Socks fra It's Yarn. Farven er Vintage. 

Der gik 82 gram til de to strømper.


Pinde: 2½ mm Addi CraSyTrio.


Størrelse: Størrelsen er one-size og starter med 72 masker. Til Emilie er det en fin start, men for meget om foden, jeg ændrede på samme måde, som jeg stort set altid gør.





Bemærkninger: Jeg strikkede 10 omgange rib. Det var vist den ene tomme opskriften kaldte på.

Da jeg nåede den ønskede længde for benet, markerede jeg i mønstret, så jeg kunne stoppe samme sted på strømpe nummer to og strikkede hæl og vending næsten som i opskriften. Jeg nøjedes med 30 pinde hæl, ellers er min erfaring at hælen bliver for høj.

Jeg strikkede masker op langs hælflappen efter forklaringen (1 maske pr 2 pinde) og en ekstra maske i overgangen mellem hælflap og de hvilende masker fra benet. (Helt som jeg plejer).

Herfra overtog jeg en smule. Jeg strikkede mønstret over foden som beskrevet - med markeringen fra der hvor jeg stoppede benet, fortsatte jeg foden samme sted i diagrammet for foden. Jeg skal ikke gøre mig klog på om det er nemt for alle, for mig er det.

Jeg tog ind over svangen til jeg havde 30 masker under foden, samtidig med at jeg strikkede sving under foden.

I forsøget på både at have indtagninger langs den øvre svang og under foden, fordelte jeg indtagningerne, så hver anden indtag var under foden og de resterende helt som på en almindelig hælflap-hæl.

Da jeg nåede 30 masker under foden, ændrede jeg indtagene under foden til  midt under foden på hver 4 pind, samtidig med at jeg tog en ekstra maske ud i siden af foden (for at beholde maskeantallet) 5 gange.

Det gav noget sving. Måske jeg havde fået mere sving, hvis jeg havde lavet ind-/udtagningerne på hver anden pind. Det må prøves en anden gang.

Da jeg nåede tåen strikkede jeg masker sammen på oversiden af foden, så maskeantallet her også blev 30 - der hvor det passede, så det ikke sås. Der var flere dobbelte vrangmasker der blev til en.

Tåen strikkede jeg som jeg bedst kan lide - nogenlunde på samme måde som beskrevet i opskriften.


 

Endelig er der garnet. Jeg har strikket en del strømper af garn fra Its yarn og kan rigtig godt lide det. Jeg har også strikket temmelig mange strømper af håndfarvet garn, men er først nu stødt på det, der en gang imellem sker når der ikke farves kommercielt i store mængder.

Håndfarvet garn er unikt og derfor ikke altid ens hele vejen igennem. Det ses her, hvor den ene strømpe er mærkbart lysere end den anden. Emilie er ligeglad, og kan bedst lide den lyse. Jeg hælder mere mod den mørke og kan samtidig godt lide at det kan ses, at garnet er unikt og helt sitr eget.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan den ses lige her på Ravelry. 





Ingen kommentarer:

Send en kommentar