Scéal Grá

Irsk for en kærlighedshistorie.





I øjeblikket er der ufattelig mange trøjer på designmarkedet med de smukkeste bærestykker - både mønster og blondestrik. Så mange, at jeg synes det er svært at vælge.

Fælles for de fleste er, at det er lukkede trøjer, sweaters som trækkes over hovedet, og jeg fungerer bare bedst med åbne trøjer - altså cardigans. heldigvis er det sjældent svært at lave om.

Jeg faldt for Scéal Grá for længe siden, og da sweateren af Knudegarn til Anders var færdig, fandt jeg det garn vi købte til mig samtidig frem, og slog op. Den har været på vej et stykke tid, nu er den færdig, og jeg har taget den i brug.

Knudegarnet er noget kradst at strikke af, og kradser også en smule ved umiddelbar brug. Det går hurtigt over, det vinder ganske simpelt i brug.

Jeg valgte at strikke den åben. Altså frem og tilbage. Jeg kunne have strikket rundt, og klippet op. Det kunne godt være det jeg gør næste gang. For jeg skal strikke flere åbne trøjer, efter opskrifter til lukkede. De står i kø, jeg har garn på lager, lige nu kan jeg bare ikke bestemme mig, og derfor er karklude i høj kurs for øjeblikket.


Men kan man nogensinde få for mange karklude?











Design: Scéal Grá af Ailbiona McLocklainn.


Garn: Tynd grøn Knudegarn. Økologisk plantefarvet uld fra får ved Rubjerg Knude. Desværre ved jeg ikke hvilke planter der har været brugt til at farve garnet. Det fremgår ikke af hverken banderole eller hjemmeside. Det synes jeg er synd.

Den færdige trøje vejer 279 gram.


Pinde: 3 mm - også kanter.


Størrelse: Min strikkefasthed passede ikke, så jeg lagde ud med en størrelse 2 - vistnok small og tog den derfra. I det store og hele fulgte jeg kun opskriften til blondemønstret, og gjorde derefter som jeg synes.





Bemærkninger: Opskriften har omgangsstart midt bag. Det flyttede jeg til midt for. Det betød at jeg skulle tænke en lille smule i forhold til at vende forklaringen til vendepindene i nakken, så det gav mening og nakken blev højere.

Jeg slog 122 masker op, brugte de 2 til kantmasker og strikkede frem og tilbage. I forhold til blondemønstret fortil, strikkede jeg det, så jeg synes det blev pænest og mistede muligvis en maske eller tre i det samlede maskeantal.

Da jeg nåede ærmegabet lagde jeg opskriften væk, og gjorde som jeg synes bedst. Jeg lod flere masker blive tilbage til ærmer og færre til ryggen. Jeg strikkede taljering og fortsatte til jeg synes den var lang nok.

Jeg fandt mønstret frem igen, strikkede vendepinde bagtil efter opskriften og tilføjede ærmest blondekant til kroppen.

Trøjen skulle egentlig afsluttes med en Icord. Men jeg synes Icords har en tendens til at trække sammen, og det har jeg hverken lyst til eller brug for midt på hoften. I stedet strikkede jeg to pinde rib og lukkede af med en turbular bind of.

Netop den aflukning, der også går under navnet italiensk aflukning, er temmelig hot i øjeblikket. Til trods for at den er enorm pæn, bliver den også udskældt for at være svært at lukke af. Dels fordi den bliver syet, dels fordi syningen er kompliceret og vildt svær at overskue.

Det synes jeg ikke den er, og vil gerne slå et slag for at bruge to pinde til at sy aflukningen. Når maskerne bliver delt på to pinde, bliver sammensyningen meget mere overskuelig. Der er desværre ikke mange videoer, der viser den måde at gøre det på, men jeg fandt en hos Knit Purl Hunter.





Ærmerne strikkede jeg igen så de passede mig, afsluttede med blondekanten - sørgede for at strikke de to ærmer symmetrisk og afsluttede igen med to pinde rib og en turbular bind off.

Ud over en længere ribkant langs forkanter og hals, gjorde jeg det samme her. Jeg afsluttede med firkantede perlemorsknapper jeg fandt i knappekassen.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.