Julekopper

 

Dengang i marts, da alting lukkede, og vi i Klubben havde gang i lerværkstedet, havde jeg gang i en flok kopper. Jeg havde planer om adventsgaver, og som tiden gik, blev det mere og mere vigtigt at få glaseret og brændt alle de ting børnene (og jeg) havde lavet.

Det lykkedes. Næsten. Vi har stadig en flok forglædede lersager, som med tiden bliver glaserede. Eller ikke. I en lang proces, kan nogen godt gå hen og glemme hvad de har lavet. Vi opfordrer altid til at skrive navn i bunden af alting, men det sker ikke altid - og så kan det være svært at gennemskue hvad der hører til hvem.

Min kopper havde jeg styr på. Ligesom en hel del af børnene havde styr på deres.

Tiden var knap, så jeg fik kun taget billeder af to af de fem kopper jeg over et par uger fik fremstillet.

De to portrættagne kopper fik min mor og min søster i den årlige adventskalender, som jeg vist har fået slået så grundigt fast, at forventningen hver december er stor. 

Ud over kopperne var også et par hjemmestrikkede karklude. Det får de hvert år, jeg ved ikke hvorvidt der ligger en forventning om det, men de plejer at udtrykke glæde - så det satser jeg på.

Når jeg leger med ler sammen med børnene, handler det altid om at prøve noget nyt, vise dem hvad man kan og måske også selv få noget ud af det. Vi har masser af modeller i Klubben som kan bruges i samme regi, men det er altid en god ide at være med sammen med dem om det vi nu laver.

Den lille engel var selvfølgelig til min mor. jeg havde ikke tænkt, at den ser ud til at vente på et varmt bad, men da Annelise sagde det, gav det god mening. 

Den anden har en svungen hank, skåret ud af det samme stykke som danner vægge på koppen. 

Da nedlukningen - dengang i marts - trådte i kraft, tog jeg resten af leret med hjem, så også Emilie fik frembragt en flok kopper. Dem er der heller ikke taget billeder af. Jeg har faktisk en stående, så måske en dag.

Vores beholdning af glasur var noget nær ikke-eksisterende, så Emilie startede med at vælge et par farver, hun ville bruge. Dem købte jeg, og fra Klubben bestilte vi en ladning mere. Emilie malede med vores farver, jeg malede med og lod resten stå i Klubben, hvor også børnene synes vores valgte farver var værd at have med at gøre.

Sådan er der så meget, og jeg en følelse af at dele sol og vind lige.