Zero to Hero

 

I spindekredse findes begrebet zero to hero - jeg er temmelig sikker på det også findes andre steder. I det her tilfælde handler det om at starte ved begyndelsen, spinde og ende med et færdigt resultat. 

 

 

Nogen starter ved fåret, klipper og forbereder ulden selv, for derefter at spinde. Andre køber ulden forberedt til spinding, måske endda farvet - jeg hører til de sidste. Det er muligt det med tiden kunne være spændende at sidde med den rå uld, men i så fald hører det til langt ude i fremtiden. Ikke alene kræver det redskaber jeg ikke har, men jeg er heller ikke sikker på en lille lejlighed på tredje sal med begrænset adgang til udearealer er det bedste sted at vaske store mængder rå, beskidt og lanolinholdigt uld.

Jeg har det fint med forberedt og farvet uld. Specielt når ulden er håndfarvet. Omend forestillingen om forberedt naturlig ufarvet uld, bliver mere og mere spændende. 

Det gode der er at sige om håndfarvet uld med flere farver eller nuancer er, at det bliver lidt mere spændende at spinde. Lidt at sammenligne med strikkede striber. Jeg skal lige have den næste farve med.. Og den næste og den næste...

Ensfarvet kan god blive lidt kedeligt.

Nå, men hvorom alting er, har jeg begået mit første færdige projekt fra uspundet uld til færdigstrikket varme om krop og arme.

Den er dejlig, den er blød og jeg har allerede brugt den rigtig meget.

Også selvom den ikke er grøn.

Design: Mest mit eget, men med udgangspukt i Valdis af Stine Hoelgaard.

Garn: Håndspundet Île de France og Targhee fra Garngalleriet Microfarveri kombineret med Soft Silk Mohair fra Knitting for Olive i farven Bordeaux.

Jeg havde masser af garn, og endte med at bruge kun cirka halvdelen af det håndspundne - 156 gram. Dertil brugte jeg 120 gram mohair.

Ialt - 276 gram.

Knapperne er håndlavede keramikknapper fra Lis Bendtsen Keramik

 

Pinde: 4 og 5 mm - den lille til kanterne.

Størrelse: Jeg prøvede undervejs og synes den passer mig.

 

Bemærkninger: Det var ikke min umiddelbare tanke at kombinere med mohair, men det viste sig at mine spindeevner havde udviklet sig, så det færdige garn var langt tyndere end forventet. Det gør ikke noget.

Jeg kunne have lagt det dobbelt, og overvejede det også, men synes ikke det var det jeg ville. Så jeg endte med mohair og er rigtig glad for resultatet. Til trods for, at jeg for ikke så længe siden mente mohair var ganske forfærdeligt. Men åbenbart ikke altid.

Mohairtråden endte med at samle farverne i garnet rigtig godt.

Jeg strikkede oppefra og ned. Jeg ville gerne have en form for dekoration i bærestykket, som jeg vidste jeg ville strikke rundt. Da jeg faldt over Stine Hoelgaards Valdis, var jeg solgt, købte mønstret og vendte det på hovedet.

Jeg brugte maskeantal og fordelingen af hullerne ned over bærestykket fra Stines opskrift, som strikkes nedefra og op, og tog derfra over og gjorde som jeg fandt for godt.

Jeg fordelte maskerne til for, bag og ærmer så jeg fik flere masker fortil og flere masker til ærmer, så mine mål passede ind. Jeg taljerede en smule og strikkede venderækker nederst bagtil for lidt mere længde over hoften.

Ærmerne strikkede jeg lige ned, uden indtagninger og lidt længere end det måske egentlig var nødvendigt.

Jeg sluttede med at strikke for- og halskanter. 

 

 

Garnet er en slags fade fra en farve til en anden i tre dele, der bliver mørkere og mørkere. Jeg skiftede farve fra top til bund og overvejede længe om kanterne i hals, langs forkanten og forneden på samme måde skulle være de tre forskellige farver. Jeg prøvede, det så ikke godt ud.

Faktisk synes jeg det blev rigtig godt at den mørke er brugt på alle kanter og ligesom rammer trøjen ind.

Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravelry.