tirsdag den 24. november 2020

Nissehuen 2020

 

Selvom verden er af lave, og jeg pludselig sidder hjemme midt i arbejdstiden og kan skrive blogindlæg, er der produceret en nissehue. Faktisk to, for årets hue fik vokseværk.

 

 

At jeg sidder hjemme handler om nære kontakter, smittede børn og en noget hektisk test, for selvfølgelig kunne jeg cykle lidt over otte kilometer på en halv time, når det var der, jeg kunne få tid. 

Nu er jeg testet, jeg er hjemme, jeg har klaret månedens nyhedsbrev, der kun manglede en lille smule og venter sådan set bare på at kunne få lov at gå på arbejde igen. Jeg føler mig ikke udsat, men blev alligevel sendt hjem, for en sikkerhed skyld. 

Sådan skal det vel være.. men om jeg gider være hjemme...

Heldigvis ringede den grønne dame og spurgte efter hjælp til hvide duer og noget verdensmål. Jeg kan vel godt sidde hjemme og klippe en flok hvide duer...

 

 

Tilbage til huen. Eller huerne. 

Helt forfærdelig er den i hvert fald ikke. For selvom barnet sådan set ikke ville have den på, tog han den ikke af igen, og gik rundt med den temmelig længe. Det var først, da han fik hevet den ned i øjnene at den kom af.

Opskriften har jeg haft øremærket siden ideen om en årlig hue dukkede op.

 








Design: Sifs Nissehue af Knitting for Sif.

 

Garn: Pernilla fra Filcolana. Jeg valgte den mest lysende røde jeg kunne få. Chinese Red hedder den.

Der gik ret præcist 50 gram til den lille og 87 gram til den store

 

Pinde: 2½ mm til kanten. 3½ mm til selve huen. Jeg brugte et mix af rundpind og strømpepinde.

 

Størrelse: Den lille er 44-48 cm den store 52-59 cm.

 



 

Bemærkninger: Jeg glemte at læse, så når der stod strik 10 omgange mellem indtagningerne, tog jeg ind på hver 10. omgang. Altså blev den lille hue en anelse kortere end forventet. 

Den store var ønsket længere, så jeg strikkede et par omgange mere mellem indtagningerne og endte med at strikke 8 snoninger inden indtag og indtag på hver 13. omgang.

Kvasten til den lille lavede jeg efter anvisningen. Den store ville jeg have længere og brugte min mobiltelefon til at vikle om.

 

Har du lyst til at se flere billeder af huerne, kan den lille ses lige her og den store her på Ravelry





Ingen kommentarer:

Send en kommentar