Når taljen ikke længere passer

For et halvt år siden, dengang det stadig var sommer, købte jeg en kjole i en genbrugsbutik. Den var perfekt, hang blot og ventede og kom med mig hjem for kun halvtreds kroner. Kjolen er af den slags, der har en fast linning i taljen, og efter at have haft den på to gange, kunne jeg ikke længere passe den.

Der var ikke noget at gøre. Jeg var blevet for tyk. Der var heller ikke meget at give af, da jeg købte den, og – indrømmet – jeg havde ikke været særlig påpasselig med min vægt. Kjolen havnede på en bøjle i skabet, jeg fik blod på tanden i forhold til at stramme op, men selvom der faktisk røg et par kilo hen over sommeren, har jeg endnu ikke haft kjolen på igen. Jeg kan stadig ikke passe den.

Sammenhængen dukkede først op måneder senere. En sammenhæng, der skulle tage lang tid – sådan føltes det i hvert fald – før alting endelig faldt på plads, alting gav menng og en løsning så dagens lys.

Starten var som sådan allerede gået tre måneder forinden. Jeg havde bare ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at de symptomer jeg dengang var gået til min læge med, og som lægen meget professionelt henviste til en gynækolog, skulle vise sig også at hænge sammen med at jeg ikke længere kunne lyne min nyindkøbte kjole.

Der skulle gå yderligere to måneder inden jeg for alvor forstod sammenhængen mellem de symptomer, jeg fejlagtigt havde troet kunne være startvanskeligheder omkring overgangsalder eller måske sideeffekter af den spiral, jeg har gået med længe nok til at en udskiftning er på sin plads. Jeg har brugt spiral de sidste mange, mange år, og aldrig haft problemer og jeg er muligvis ikke gammel nok til overgangsalderproblemer – men man kan aldrig vide.

Det var hverken det ene eller det andet. I stedet viste det sig at jeg har groet et temmelig stort fibrom. Dengang jeg købte kjolen havde jeg været omkring gynækologen en enkelt gang. Den samme gynækolog havde observeret fibromet, men derudover var jeg ikke blevet meget klogere. Trods mange og flere forskelligt formulerede spørgsmål fik jeg aldrig andet svar af hende end, at det ikke var farligt. Vist havde senere jeg googlet flere svar, men koblingen mellem den manglede evne til at passe kjolen og det otte centimeter store fibrom opstod på intet tidspunkt. Dengang i sommers.

Fibromer er muskelknuder i livmoderen. De opstår når en muskelcelle i livmodervæggen deler sig i to og begynder at vokse. Det er forskelligt om de vokser udenpå livmoderen, inden i livmoderen eller midt i livmodervæggen. De er godartede og måske netop derfor ligger forskningen af fibromer ikke højest på forskernes hitlister. Der er mange “Det kunne se ud som om…”, “Der er en sandsynlighed for…”, “Noget tyder på…” og “Meget taler for…” i forhold til at blive klogere på fibromer.

Efterhånden glemte jeg alt om kjolens eksistens. Den hænger stadig i skabet. Og da endnu et besøg hos den samme gynækolog viste sig lige så nytteløst som det første, bad jeg først gynækologen – som mildest talt ikke var enig med mig, men som jeg omvendt ikke længere havde den mindste smule tillid til – og senere min egen læge om en henvisning til Herlev, der heldigvis, og med et par måneders forsinkelse gav helt andre svar og helt andre syn på sagen.

Det var både koldt, blæsende og så afgjort efterår den dag jeg endelig kunne træde over tærsklen på Herlev Hospital medbringende et håb om at få klar besked, om at blive vejledt og med naiviteten i behold omkring at fibromer ikke kun vokser, men også kan hjælpes til at blive mindre. Den følelse af tyngde og at være fyldt, jeg ind imellem oplevede var i mine øjne ikke værre end, at det kunne jeg sagtens leve med. Da jeg tre timer senere gik fra hospitalet var det med nogle helt andre tanker, og en noget surrealistisk oplevelse i bagagen.

For den samlede lægestand er det selvfølgelig vigtigt at der ikke findes fremmedelegemer i kroppen. Derfor havde spiralen, som skulle skiftes høj prioritet. I første omgang hos gynækologen, der ikke kunne finde den, og derfor sendte mig til røngent, men bestemt også hos lægerne på Herlev. Så høj en prioritet at flere måtte til, inden ekspertisen på området opgav og sendte mig videre til ultralyd. Det var her det surrealistiske kom på banen. I første omgang havde lægerne på Herlev ikke adgang til røngentbillederne, som viser spiralen og som gynækologen ikke havde sendt med… Derefter fulgte først en læges leden og følen og roden og ragen med og uden scanning, for derefter at tilføje endnu en læge (Ekspertisen). The more the merrier, lå jeg på briksen og tænkte, men der er dukkede ikke flere op.

Inden Ekspertisen gik igen, fik han fortalt at deres anbefaling ville være at fjerne livmoderen. Den var jo kæmpestor, sagde han, og fik sagt noget om at den nærmest ramte navlehøjde. Jeg var slet ikke med. Jo nok havde jeg et stort fibrom, men med min viden om den kvindelige anatomi, kunne jeg ikke lige finde sammenhæng mellem en forstørret livmoder, tyngdefornemmelse og navlehøjde.

Jeg nåede lidt mere snak med lægen, blev anbefalet operation, fik mulighed for at tænke mig godt og grundigt om, fik viden om at fibromer måske nok med en hormonspiral kan tvinges til at skrumpe, men ikke særlig meget – max en centimeter – hvilket er det sammen de vil skrumpe efter overgangsalderen, og blev sendt hjem med en ny tid og en akut tid hos ultralyddamerne længere oppe i huset.

En halv time senere lå jeg på endnu en briks. Denne gang hos en temmelig kompetent dame med et ultralydsapparat og en langt bedre evne til at finde spiraler, end nogen anden jeg hidtil havde mødt. Ekspertisen havde faktisk lovet at det ville ske. Vi er gode, sagde han, men damerne med ultralydsapparaterne er ofte bedre. Jeg kan godt lide mennesker, der er i stand til at indrømme deres begrænsning.

Damen fandt spiralen i første forsøg. Hun førte scannedimsen over maven, sådan cirka i navlehøjde, og der var den. Så tror da pokker at snoren var væk. Den lå lige som den skulle, midt i slimhinden i en livmoder, der – som Ekspertisen havde sagt – er udviddet til navlehøjde. Hun fandt også yderligere to fibromer. Ikke helt så store som det første, men store nok til at være besværgerlige. De tre er senere blevet til mindst tre – der kan godt være flere, men så er de små nok til at gemme sig.

Da jeg gik fra hospitalet var jeg ikke i tvivl. Al min logik og rationale sagde mig at selvfølgelig skal det fjernes. Mine følelser var derimod ikke helt enige. Det krævede tid at få følelsene med, og jeg har været glad for at lægen gav mig en hel måned til at tænke. Inden tiden nærmede sig for månedens udgang kunne jeg mærke, at jeg stille og roligt er gået fra at tænke: Jeg kan leve med meget til at tænke: Det bliver rart at komme af med.

Det bliver rart. Ingen tvivl om det. Et af de spørgsmål jeg havde med, da jeg efter en måned atter sad foran lægen på Herlev, handlede om størrelsen på min livmoder. Hvor stor er den egentlig? Spurgte jeg, og havde brug for noget jeg kunne sammenligne med. Det jeg forstår at sammenligne med er en graviditet. Lægen vurderede at min livmoder cirka er på størrelse med en tyve ugers graviditet. Nu. Det var den ikke i sommers. Derfor handler en del af mine kommende spørgsmål da også om, hvor hurtigt sådan nogle tingester egentlig kan vokse.

Og med en tyve ugers graviditet tror da pokker at kjolen stadig hænger i skabet. Men der er håb om at den kan komme i brug igen til sommer. Og mens december har været travl og fyldt og helt som det skal være, kommer januar til at handle om noget ganske andet. Januar er ikke den dårligste måned at være syg. Og selvom jeg efterhånden er plaget af en del “graviditetsgener” – jeg kan ikke gå op ad trappen uden at stoppe op og trække vejret ordentlig igennem, jeg skal tisse hele tiden, jeg oplever til tider kvalme, jeg føler mig i den grad stoppet ud og jeg kan ikke være i mit tøj - har tiden i den grad arbejdet for mig. Jeg er i den grad klar. Når knivene på torsdag ligger klar, er jeg klart til bikinisnit, til endegyldigt ikke at få flere børn og til at være sygemeldt det meste af januar.

Og til forhåbentlig igen at kunne passe kjolen, der stadig hænger i skabet.

Forresten fik min mor fjernet sin livmoder da hun var fyrre. Af samme grund. Det siges også at noget tyder på, at der kan være en sammenhæng mellem arvelighed og voldsom vækst af fibromer.