mandag den 13. februar 2023

Restegarn og bogstaver

 

I Klubben har vi en mængde garn, som oftest bliver brugt til pompomer, der bliver ret fine, når man giver dem øjne og ben. Men kunne jeg finde på noget andet?

 

 

Et tur gennem Pinterest gav ideen til bogstaverne. Jeg startede med et stort P, og forsøgte at sætte de mest mærkelige farver sammen. Det blev ret godt, men solgte ikke rigtigt til ungerne. 

Bogstavet er skåret ud af pap og omviklet af garn i alle mulige afskygninger. Mine bogstaver er cirka fem og tyve centimeter høje og tretten centimeter brede. Jeg tegnede i hånden og skar ud med en kniv. Pap er tit en mangelvare på den grønne skole, derfor har jeg som regel altid noget på lager. 

Jeg tænkte at hvis jeg fortsatte, kunne jeg måske fange nogen undervejs. Det lykkedes heller ikke. Det er ellers mange børn, der undervejs har spurgt, har snakket og har synes om, men ingen er hoppet på.  

Jeg besluttede at stave mig gennem ordet HOBBY, som er navnet på vores kreative værksted. Jeg havde fem bogstaver og besluttede at imitere en regnbue. Det var rimelig let, for jeg har for nyligt sorteret alt det garn vi har i farveorden.

 

 

Det har været et hyggeligt projekt. Jeg har brugt limpistolen til at fæstne garnet på bagsiden og langs kanter, hvor det kunne være svært at holde det til.

Der skal lidt tankevirksomhed til, for at gennemskue hvordan specielt hjørner bliver fyldt ud. For eksempel B'et var svært at fylde hele vejen rundt. Det er startet ved verticale rækker over hele den lige streg, ligesom midten mellem de tro buer er beklædt både horisontalt og vertikalt, inden alt det andet er føjet til. 

Jeg har hygget mig med projektet. Mens bogstaver som H og Y, kan vikles direkte fra et nøgle er det langt sværere med hullede bogstaver som O og B, som krævede mindre stykker garn, der skulle hives igennem og igennem og igennem. 

 

 

For mig virkede det at vikle det valgte garn om hånden sytten til tyve gange, og bruge det som mål, inden jeg klippede og havde en længde, der var til at arbejde med, og samtidig virkede som en fornuftig mængde garn i hver farve.

Jeg limede et stykke papirgarn (som vi også har meget af og forsøger at sælge til projekter) bag bogstaverne, og hængte det uldne skilt op på væggen over det hul vi fik lavet mellem to rum, da skolen for en del år siden var udsat for en ombygning og vi blev en del af det. Ombygningen betød at vores gamle hobbylokale blev inddraget til klasselokale - det var sådan set også et klasselokale. Hullet i væggen betød at det, der blev det nye Hobby blev en smule større.

Louise og jeg er enige om at det hænger fint. Jeg ved ikke hvad børnene synes. Den ene, der lagde mærke til det, var ret imponeret. 

 

 




4 kommentarer:

  1. Jeg er også ret imponeret, sjovt, enkelt og flot. Måske napper jeg ideen til vores husflidsforening - det ville være et godt tema til vores hvertandenårs-udstilling.

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, det kunne være fint :)

      Slet