Gullfoss

 

Fredag var sidste dag på køreturen rundt i Island. Turen gik fra Selfoss mod Reykavik og rummede Den gyldne Cirkel. Cirklen er et must, når man er i Island og rummer tre af de mere spektakulære oplevelser Island kan byde på. Samtidig ligger det hele tæt nok på Reykavik, til at  alt kan rummes på en dagstur. 

 

 

 Vi startede ved Gullfoss, derfra kørte vi videre til Geysir og endte ved Þingvellir, før turen slutttede ved samme hotel, som vi overnattede på allerførste nat i Reykavik. 

Gullfoss falder muligvis ikke så langt som nogen af de andre fald vi så på rejsen, men de voldsomme naturkræfter og det vilde fald, der falder over to gange og drejer halvfems grader undervejs, gjorde det til en fantastisk oplevelse, og i min optik et af de smukkeste fald vi så. Måske kun overgået af Goðafoss.

Gullfoss er så voldsomt - der løber mere end hundrede kubikmeter vand gennem vandfaldene hvert sekund - at luften er fyldt med vanddampe og vi var glade for regnfrakkerne. Vandfald i flertal, fordi faldet fordeler sig over to fald, det første elleve meter dybt, det andet enogtyve. 

Der er flere udkigsposter til faldet. Vi startede med at gå ned og stå midt i det hele og endte ved udsigtsposten over faldene. Jeg har vendt rækkefølgen i billederne om, for jeg synes det giver mere mening i forhold til at gennemskue hvor billederne hører til. 

Når solen står på er der ofte mulighed for at se regnbuer i de mange vanddråber, der løfter sig over vandet. Måske det har været med til at navngive faldet.

Stien ud mod den yderste udkigspost var mudret og smattet. Vi stod fint fast, men jeg forestiller mig at det på ekstra våde dage vil være nemt at falde undervejs. 

 

 

Med på busturen var norske Hr og Fru Nilsson, der var på guldbryllupsrejse. De havde en rejsemakker med, muligvis en bror til en af dem, og mens mændene snildt kom op og ned ad trapper og langs stier, ventede Fru Nilsson tålmodigt i nærhed af bussen. 

Vi  snakkede et par gange om hvor meget hun fik ud af rejsen, men hun virkede tilfreds og måske var det endelig blevet tid til den tur de havde drømt om hele deres liv. Jeg ved det ikke, men vi hyggede os med at skrive deres historie. 

Ved Gullfoss  nøjedes Fru Nilsson med at se fra de øvre luftlag, mens rejsepartnerne nåede længere ned. Der var smukt ovenfra, jeg er glad for vi også gik ned, men jeg tænker hun fik rigeligt af synet ovenfra. 

 

I starten af sidste århundrede forsøgte en engelsk forretningsmand at udnytte kræfterne i faldet til at bygge et elektricitetsværk. Han førte manden, der ejede jorden, bag lyset og var tæt på at udføre planerne. Landejerens datter Sigríður Tómasdóttir tog kampen op, og efter lange seje træk og en trussel om at kaste sig i faldet vandt hun over kapitalismen og faldet er i dag fredet.

Sigríður Tómasdóttir er kendt som Islands første miljøforkæmper og der er rejst et monument over hende ved faldet. Vi så det, men fangede ikke hvad det betød. 

Alt vandet i vandfaldet stammer fra Langjökull gletcheren i det islandske højland. Gæetchervandet ender i Hvitárvantn, og løber videre gennem floden Hvitár. Vandfladet er en del af floden. Hvitár løber ud i  endnu en flod - Ölfusá, der ender i Atlanterhavet og er hjemsted for et stort laksefiskeri.