Egentlig var de nemmest at tage toget hjem om Hillerød. Men Anders havde slået op og vidste at madmarkedet i værftshallerne i Helsingør har åbent i weekenderne. Han gad rigtig godt spise frokost blandt de umagestole i den hyggelige (og kolde) værftshal, inden vi tog helt hjem.
Så vi ventede lidt længere og kørte til Helsingør.
Ude foran værftet, der er i dag er museum, kulturhus og streetfoodmarked er værftsarbejderne på vej til arbejde. De er på vej mod porten til værftet og er så levende i deres stålsathed, at jeg altid bliver imponeret når vi ser dem.
De går hen over sporene, som ikke bruges mere, som ligger parallelt med sporene lokalbanen i dag kører på. Uden at vide det, forestiller jeg mig at de ubrugte spor var en del af værftet og har været brugt når det temmelig tunge materiale sådan et værft har brug for, skulle køres frem og tilbage.
Skulpturen eller skulpturerne er skabt af Hans Pauli Olsen og forestiller forrest tre arbejdere i naturlig størrelse og i forskellige aldre. Bag dem kommer endnu en mand, denne gang i halvanden gang naturlig størrelse.
Mens de forreste er enten meget ung, tæt på pensionsalderen eller midt i livet og godt brugt, er den større mand stadig ung, stærk og spændstig.
Musklerne bugner og som han går der alene, får jeg en følelse af at han skaber respekt omkring sig. Han kunne godt være en af forgangsmændene, når strejker og arbejdsvilkår står på programmet.
At han er så meget større, giver næring til den historie jeg digter om ham.
Vi fik mad. Det var godt - som altid, og dernæst gik turen hjem.
Det var dejligt at komme hjem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar