Ude i virkeligheden

Ude i den virkelige verden er der mennesker, der læser min blog. Der er mennesker bag de kommentarer jeg får, og der er mennesker, der synes jeg er værd at læse.





Det glemmer jeg nemt. For her bag skærmen, er der langt lettere at skrive uden at tænke over hvem jeg skriver til, hvem der læser, eller hvilke tanker mine tanker kan afstedkomme. Alene hjemme kan jeg lade mine tanker få frit løb, uden at tænke over hvem der læser med, og lade som jeg jeg bare er mig, uden at blande resten af verden ind i det.

Jeg ved godt der bliver læst med. Jeg bliver glad for kommentarer og når jeg møder mennesker der kender min blog. Det er bare lettere at gemme mig herhjemme, og lade som om.

Der er her min introverte side slår igennem. Jeg er nemlig afsindig dårlig, når jeg uforberedt møder mennesker, der ved hvem jeg er.





Jeg mødte en af mine læsere i dag. Jeg har mødt læsere før, og jeg bliver altid lige forfjamsket. Jeg bliver overrasket når jeg bliver tiltalt i blogregi. Glad, men også sådan lidt mærkeligt overrasket. For min blog er jo bare... min blog. Og jeg er jo bare mig.

Og vildt benovet over at andre tør give sig til kende. Det ville være svært for mig.

Men jeg bliver altså glad. Også selvom jeg glemmer at spørge efter et navn, griner skingert, men husker at sige tak. For det er altid dejligt at kunne inspirere, og selvom det er voldsomt grænseoverskridende, er det også dejligt at der er nogen, der synes, at det jeg skriver, er værd at læse.


Tak for roserne.