søndag den 26. oktober 2025

Masker på en søndag - Uge 43

 

Ugen kort:

  • Vi mødtes i studiegruppen på biblioteket på KP og færdiggjorde studieproduktet til DSA. 
  • Bagefter fik Emil og jeg styr på forståelsen af endnu en opgave - denne gang matematik. 
  • Jeg mødtes med gode venner til et par hyggelige timer. 
  • 3.X talte alle kastanjerne jeg samlede på volden. Anders havde ret, der var over 900. Nærmere bestemt 943.
  • Vi har indkaldt til skole/hjem samtaler. 
  • I matematik klippede vi beviser for formlerne til firkanter og trekanter.
  • I løbet af ugen er alle tre tredjeklasser næsten blevet færdige med årets første projekt. De har været så gode, og resultatet er fantastisk. 
  • Jeg hentede Oscar, vi spiste franske hotdogs i Centret og hyggede hjemme, inden han skulle hjem og sove. 
  • Jeg har tænkt en del over hvad samarbejde er, og stillede spørgsmål, der gav mig nye tanker og nye spørgsmål. Jeg spørger videre i næste uge. 
  • Jeg kørte med badedamerne til stranden på ugens mest blæsende og våde dag. Der var vildt med gode bølger og regn. Alligevel var det en god oplevelsen, selvom jeg stadig synes det er lidt vildt, sådan at bade i kulden. 
  • Hele ugen har matematikopgaven luret i baggrunden. Nu er jeg endelig i gang. Den skal egentlig afleveres i morgen, men jeg er ikke sikker på jeg når det. Heldigvis kan det godt udskydes.
  • En skøn eftermiddag og aften hos min mor sammen med min søster, min mor, mine kusiner og min søsters børn, gav grobund for en snak om gamle dage og dengang vi var på ferie sammen. 
  • Jeg har købt badesko til vinterbadning. Det gik stærkt - jeg bestilte dem i aftes og kunne hente dem i morges. 









Læse:

Blev Peggy myrdet? Det tror Natalja, en ukrainsk hjemmehjælper med en spændende fortid, der sammen med et par umage venner er taget på roadtrip for at blive klogere på Peggys død. 

Det passer ikke Harbinder, Kriminalpolitiet, der ikke synes civilister skal lave politiarbejde. Men måske finder de faktisk ud af spændende ting, som Harbinder ikke selv kan hjemme. 


Strikke:

I sidste uge var jeg lidt træt af sokker, men havde købt nyt garn og var ikke helt sikker på hvad jeg skulle. Jeg skulle åbenbart slå op til flere sokker. Nu har jeg tre igangværende par. Et halvt færdigt, to godt på vej. 

Jeg strikker lidt på den ene, lidt på den anden og lidt på den tredje. Af en eller anden grund er det blevet sjovt at strikke sokker igen.

Det tager selvfølgelig længere tid at blive færdig med tre par, når de strikkes synkront. Men hvis det er sjovere er jeg på.

Jeg var blandt dem, der købte Sari Nordlunds Tidløs Strik i Netto. Der er mange fine snoninger, og jeg har fundet et par stykker, der virker fint på sokker. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar