Ugen kort:
- Den sidste "rigtige" eftermiddag med DSA undervisning er slut. Næste uge mødes vi sidste gang inden eksamen, til en afprøvning af formatet.
- Sille og jeg mødtes på stamstedet og hentede indisk med hjem. Vi hyggede og spiste en times tid, inden jeg pakkede mig sammen og var væk før Rose kom hjem fra Halloweenfest. Sille mente det bedst at hun kunne komme hurtigt i seng.
- farvegryden er kommet i kog. Jeg har farvet med løgskaller, filmet og fortalt undervejs. Jeg har endnu ikke vist frem, men glæder mig til at se, om det kan fungere at jeg farver, 3. klasse ser efterfølgende og vi til sommer skal bruge alt det farvede uld.
- På månedens lærermøde "kom jeg til" at tilmelde mig et udvalg, der skal komme med forslag til fælles arrangementer i indskolingen.
- Matematikstudiet bød på en aften uden de store udregninger. Vi brugte det meste af tiden på at høre om studieordning, bekendtgørelse, fælles mål, eksamen og alt det nye, der er på vej. Vi afprøvede en eksamensopgave, og nåede derfor også at regne lidt.
- Jeg havde en god snak med afdelingslederen om valgfag, forventningsafstemning og næste års hold.
- I mange år har Geene Ross' tanker om at børn gør det godt, hvis de kan, været det styrende i mit arbejdsliv. Nu er det åbenbart opfundet igen, og ikke alle er lige imponerede. Jeg tænker der er mange måder at vinkle det syn.
- Daniel hentede Oscar, da jeg ikke kunne nå det, og vi havde en hyggelig aften inden de skulle hjem igen.
- Anders lavede lækker tomatsuppe fra bunden af bagte tomater. Det smagte fantastisk. Oscar var ikke imponeret, og det var godt vi havde ketchup til pastaen i køleskabet.
- Min matematikteammakker og jeg holdt endnu et godt møde med matematikvejlederen, der giver så mange gode råd til planlægning og undervisning.
- Min skæve storetånegl, der for mange år siden blev slået af og voksede helt forkert ud, er på vej i den rigtige retning. jeg har fundet en fantastisk fodterapeut, der hjælper den på vej.
- Fredag var præget af halloween, og jeg fandt alt det sorte tøj frem og garnerede med græsker, edderkopper og knogler i håret. Det vakte lykke.
- Min mor og jeg mødtes til et dyb i friluftsbadet i Vestbad. Vandet var 10 grader. Det er stadig godt - koldt, ja - men stadig godt. Vi aftalte at mødes igen næste lørdag.
- Jeg har skrevet matematikopgaven færdig - nu venter den næste. Jeg skal bare lige finde ud af hvordan jeg aflevere, når deadline er overskredet.
- Berit inviterede til en kop the og en god snak om nyt job og hverdagen.





Læse:
Der er ikke langt igen før jeg er færdig med historien om Vicekriminalkommisær Harbinder Kaue og den brogede flok af mennesker hun åbenbart altid ender med at omgive sig med.
En morder er fundet, men der er stadig løse tråde og knuder der skal bindes. Der er også stadig sider tilbage i bogen, så mon ikke det går op.
Jeg er underholdt.
Strikke:
Sweateren til Anders, der volder så mange problemer med håndled, der gør ondt af ufleksibelt garn er vokset støt den sidste måned. Pludselig er enden inden for rækkevidde. Også selvom der stadig mangler ærmer og forstykket ikke er nået over ærmegabet.
Jeg synes den bliver flot, og med de få pinde der er tilbage, før ryggen kan lukkes af, tager jeg mig selv i at have lyst til at køre på.
Jeg gør det ikke, jeg holder fast i planen om lidt men godt. For jeg skal huske at passe på mine håndled.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar