lørdag den 11. januar 2025

2024

 

2024 står for mig mest af alt som nyt og udvikling. Jeg startede nyt arbejde i december, og gik på juleferie allerede fjorten dage efter. Tilbage igen i januar gik arbejdet for alvor i gang. Jeg skulle finde min egen rolle i nye omgivelser. I august startede jeg uddannelse, og skulle igen finde min egen vej i endnu et nyt scenarie. 

De har været spændende. Det har været udviklende. Og selvom det gennem året blev knap så nyt, er det stadig både spændende og udviklende. 

2024 var også et år med flere rejser end jeg nogensinde har været på i løbet af et år. Jeg fløj mere end jeg egentlig bryder mig om, og jeg besøgte steder jeg ikke har været før - både uden-og indenlands. Der var skønne oplevelser og plads til mange flere. 

I familien og blandt venner var der fødselsdage og store begivenheder. Daniel fyldte 30, min mor 80 og Emilie dimitterede og flyttede hjemmefra. To veninder fyldte 60, Oscar startede skole og Jonathan holdt svendegilde. 

2024 har været et vildt år, og jeg glæder mig til at møde 2025.



Januar startede med Oscar efter en nytårsaften. Efter en stille start, var januar for alvor nyt arbejde, nyt ansvar og nye opgaver. Jeg tog på Designmuseet, og rekognoscerede til fremtidige ture, mens vi i Håndværk og design farvede med batik. 
Vi mødtes til Fætter/kusine sammenkomst, Lotte fejrede 25 års jubilæum, turen gik til Ebeltoft, og i Spindeforeningen spandt vi sammen. 

Danmarks Designmuseum, Et nyt arbejdsliv, Bogstaver og spind.
Hjem fra Ebeltoft, Papirfremstilling, Nytårsdag.





Februar var Daniels 30 års fødselsdag. Vi fejrede ganske som vi plejer. Det vil han helst. Min søster blev opereret, fik fjernet temmelig meget overflødig maveskind, efter et vildt vægttab. Det betød ture til Diakonissestiftelsen, hvor hun var i aflastning.
Februar var også vinterferie med et besøg i Dublin. Der er smukt, og turen var fyldt med oplevelser.

Fine skorstene i Dublin, Forårsbebudere, Diakonissestiftelsen.
Gennem parken, Et lille broderi, Vinterferie i Irland.
Jeanie Johnston, Paraplyer i gaden, Masker og bogstaver.





Marts indgår for alvor i tiden med helligdage og ferier. Vi tog i X-jump med Oscar - det var et hit, kollegatøserne var i Aarhus og endelig tog Anders og jeg på bytur og holdt i hånd. 
På skolen var alle tre sjetteklasser på tur til Designmuseet og i Riddersalen, for at se Dronningens gobeliner. En featureuge med fokus på kreativitet skabte sjove finurlige figurer af nedfaldsgrene.

Oscar i X-jump, Finurlige figurer i featureugen, Til Aarhus med de skønne.
Fjollede Emilie, Bytur med Anders, Gobelinerne i Riddersalen. 
Blomster fra Emilie, papirmageri. Oscar på tur. 





April var hygge med kolleger og en tur til Bornholm og en weekend med skønne damer. Min første oplevelse med fagfordeling og en reparation af rondelsliberen, der ikke har virket i al for lang tid.
Igen var Volden indsamlingssted for nedfaldsgrene, da en hurtig ide skulle afprøves, og Oscar sagde farvel til Børnehaven og vendte sig mod et liv som skoleelev.

Ekkodalen, Nørrebro, Broderi.
Grene fra Volden, Mariehøne, Færdigt spind.
Krokus, Rondelsliberen, Blomsterknopper.





Maj var tur til trafiklegepladsen med cyklen, og Frilandsmuseet med en flok elever. De samme elever prøvede kræfter med at spinde og bagte snobrød over bål.
Pinsen betød en tur til Sverige, denne gang Lund, Amalie fyldte år med tilhørende middag, mens jeg tog til Rønnede og hjalp Louise med at holde konfirmation. 






Juni dimitterede Emilie og kan kalde sig pædagog, Både Anders og jeg fyldte år og nød det med god mad ude. Bettina inviterede til 60 års fødselsdag, jeg var til banko i Nørrebrohallen og Strik i Danmarks Hjerte bød på hyggelige timer i selskab med min kusine, jeg ser for lidt.
Vi tog på tur til Assistens Kirkegård, jeg startede noget der kan blive et langvarigt patchworkprojekt og Sankt Hans blev fejret med bål.






Juli var ferie, sommer og varme. Turen gik til München, Bodensee og Frankfurt. Jeg tog til Odense, Emilie, Oscar og jeg til Malmø. Min mor fyldte 80 og Tour de fleece gav fart på rokken og håndtenen. 






August holdt sommeren i hævd, der var stadig ferie, men også tilbagevenden til skolelivet. Jeg prøvede kræfter med vask af nyklippet uld, startede studie og tog til Fiberfolk i Roskilde.
Håndværk og designundervisningen blev udvidet med valgfagsholdet, den årlige havefest hos Anja var superhyggelig og Oscar både fyldte seks og tabte den første tand.






September var fyldt med oplevelsesrige weekender. En skøn tidligere kollega fejrede 40 år, en strikkeweekend i Frederikssund og en weekend fyldt med Oscar, besøg i Legobutikken og Rundetårn.
Emilie brød op, fandt job og flyttede hjemmefra. Hun har det godt og er glad. En eftermiddag ved Damhussøen kunne også noget.






Oktober var generalforsamling i KLF, motionsdag, efterårsferie og et besøg på Dansk Arkitektur Center.
Min søsters nye hjem i Hundige, ligger ikke langt fra vores barndom, og nostalgien stod på lur. Tre 6. klasser tog på fælles tur til Søndermarken og ZOO. Det var hyggeligt, mens Jonathan holdt svendegilde i Aarhus og vi fejrede 60 år i Præstø.

Efterår, Kanalerne i København, Masker og bogstaver. 





November var fyldt med ferie; En kollegaweekend i Göteborg og 6. ferieuge i Barcelona. Det er længe siden jeg har været i Barcelona og gensynet var skønt. Jeg tænkte tanker om det næste valgfagshold, tog til foredrag om spil i matematikundervisningen og klippeklisterdagen blev holdt i hævd mens pigeskolefodboldholdet blev ved med at vinde.
Sløjdlokalet blev lukket, da suget ikke virkede mens jeg fik lus - jeg får lus, når mine børn får lus. Åbenbart også børnebørn. Og skolestart er typisk lig med lus. 

Barcelona, Pigerne vandt, Barcelona Knits Festival.
Julebroderi, Snegletrappe, En skøn by.
Morgensang, Göteborg, La Sagrada Familia.





December var proppet med jul - julehygge, julegaver, julefrokost, julemiddag i Madkundskab og juleafslutning. Sommerhusjulen var skøn og helt nede i gear, mens jeg kunne mærke at dobbeltlivet med arbejde og studie blandet med farmordage trækker tænder ud og ferien var velkommen. 
På skolen tog valgfagsholdet ud at mure, fodboldpigerne spillede sig i finalerunden, jeg vandt en præmie og nytåret blev holdt sammen med Oscar.

Naturen, Rejsestjernen, En glad træner.
Pigerne er i slutspillet, Årets nissehue, Murer for en dag.
Juletræsfældning, En skøn præmie, Sommerhusjul.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar