Ved Damhussøen

Jeg havde en aftale med tøserne i går. Livet kom i vejen, en efter en faldt fra og til sidst var det bare Louise og jeg.

Vi mødtes i centret, fandt mad at tage med og satte os ved vandet ved Damhussøen, hvor der var god tid til at snakke om alt det, der fylder lige nu.

Tidligere sad vi ved bålet, snakkede om livet, om fremtiden, om hvor vi gerne ville hen og følelsen af at sidde fast. Nu er vi et andet sted, vi rykkede begge, har begge fundet den rigtige plads, men snakken handler stadig om livet. Og om nutiden, og i den grad om udvikling. 

Det er så skønt at snakke med Louise. Vi kender hinanden, har delt både godt og ondt gennem de sidste seksten år og har fulgt hinanden i både op- og nedture. Vi kan sige meget til hinanden, og vi har et rum til at turde sige det, der kan være svært. 

Undervejs kiggede vi på fuglelivet, de mange svaner og fik besøg af en ung gås, der bestemt har oplevet at få tildelt krummer og andre rester.

Vi blev siddende længe, flyttede længere han langs søen, fandt kaffe og the og sad længere endnu. Solen faldt i horisonten og til sidst begyndte vi at fryse. Vi pakkede sammen, jeg fandt min cykel, Louise bilen mod hjemstavnen, halvvejs mod Lolland.

Det var skønt at ses. Jeg glæder mig til næste gang vi finder plads i kalenderen.