onsdag den 22. maj 2024

Bål og snobrød

 

Med en hverdag, der ikke længere handler om fritiden, er mulighederne for at lave sjov anderledes. Ikke umulig, men anderledes. 

Jeg har nogle teammakkere, der gerne vil det sjove, det ud over det sædvanlige og bryde undervisningen op på nye måder. 



Vi har snakket om trivsel. Uendelig meget om trivsel. Tre klasser, der engang var fire. Fire klasser, der blev rystet og sat sammen på ny, betyder venskaber på tværs. Men også venskaber der måske forsvinder. 

I denne uge har vi brudt klasserne op og lavet tre nye hold. Vi har lavet grupper inden for holdene, der alle indeholder elever fra mere end en klasse, og vi har taget eleverne ud af klasselokalerne. Det meste af tiden.

Vi havde en hel anden plan, men sygdom betød at vi måtte nytænke. Vi endte med at beslutte et overordnet tema Fra jord til bord. I løbet af ugens tre første dage skal alle hold gennem en tur i skolehaven, lave snobrød over bål og en tur på Frilandsmuseet med et fokus på madlavning. Fredag runder vi af, fredag skal vi se elevernes take på ugen, når de skal fremvise en præsentation af det de har lavet, af det de har lært, eller det de har fået ud af ugen. 

I går og i dag stod jeg for bålet. Jeg ville gerne have lavet mad. Have snittet og skåret, have hældt det hele i en gryde og have trukket på min erfaring fra Tømmerflåden. Mulighederne stod ikke helt mål med mine ønsker og vi endte med snobrød. Snobrød er fint. Det var skønt at stå med røg og bål igen. 

Jeg troede jeg havde gennemtænkt, jeg troede at tiden var fyldt ud. Men reelt har eleverne haft en dag med rigtig meget hygge. Det er også okay. I Skolehaven er der pres på, de skal både fjerne ukrudt, klargøre og plante. de skal gennem en hel masse teori og de synes de blev holdt i kort snor. 

I morgen overtager andre bålet og jeg skal på Frilandsmuseet. Jeg glæder mig. Her bliver de udstyret med opgaver, som nok skal blive hyggelige, men også betyder de skal vidt omkring. På gåben. Det bliver en fyldt dag, og så er det egentlig okay at de har en hyggelig, langsom dag ved bålet.



For alligevel at få noget lærdom i forhold til bål, har jeg brugt en del tid på at finde ud af hvordan bålet som madlavningskilde har udviklet sig, til det komfur vi har i dag. Jeg har lavet brikker, der kan flyttes rundt på, men måtte erkende at det ikke duede i et vejr med lidt for meget blæst til lette brikker. I stedet tog vi det fælles indenfor. 

For hvornår begyndte vi at lave lerpotter eller gryder? Hvad kom før lerpotterne? Og hvad lavede man gryder af i bronzealderen? Hvornår flyttede vi bålet udefra og ind i huset, hvordan fik vi røgen ud og hvornår blev hullet i taget til en skorsten? Hvornår begyndte vi at bygge ovne - og hvornår flyttede de ind. Hvornår flyttede bålet fra gulvet op, og blev til et reelt ildsted og hvornår blev komfuret til. Og hvad var det egentlig vi gjorde, da vi flyttede bålet ind i komfuret?

Hvordan kom vi frem til nutidens komfurer? hvilken energikilder bruger vi i dag og hvad er gryder lavet siden dengang i jernalderen? 

Min liste er længere, og jeg kunne sikkert have fundet endnu mere. Jeg ville give en rimelig hurtig oversigt, som kunne give noget indsigt. Har nogen lyst til mere viden, kan de selv grave videre. 

Om lidt er det tid til et bad.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar