mandag den 25. november 2024

Sting på en søndag - Uge 47

 

Ugen kort:

  • Det var overraskende hårdt at starte op efter en uges ferie. Eller måske var det en overraskende hård uge.
  • Jeg mødtes tidligt med min studiegruppe og fremlagde pædagogikopgave. Den er nu godkendt. 
  • Matamatikopgaven, vi lavede enkeltvis er også godkendt. En ny opgave med en ny studiegruppe er godt på vej. Vi har lagt planer, og er ved godt mod. 
  • Også en ny opgave i pædagogik, denne gang mere didaktik, er lagt frem. Jeg forestiller mig at skrive alene. Jeg kan ikke overskue en studiegruppe mere. Lige nu.
  • Ugen før ferien blev værkstedet på skolen lukket ned. Der var for meget støv. Fagtek kom forbi og tegnede og fortalte om suget. Nu virker det og vigtigst fik han forklaret at det ikke må slukkes. Det var rart, for jeg har hele tiden ment det skulle slukke af sig selv, mens Teknisk Service har været modsat. 
  • Der mangler noget luftindblæsning. Det viste sig at vi har det, det skal bare fylde mere. 
  • Det betød at vi igen må være i lokalet. 
  • der var uddannelse mandag, tirsdag og torsdag. Torsdag endte jeg med at tage cyklen med i toget både frem og tilbage. Jeg turde ikke cykle på noget, der måske var is. 
  • Et arbejdsmøde inden hentning af Oscar betød at han var næsten klar, og kun skulle lege en smule videre, inden vi kørte hjem. 
  • I valgfag står eksamen for døren. Vi brugte sidste gang på Next på teori. Det var en flok fokuserede unge, der arbejdede med målgruppe, arbejdstegninger, moodboards og en saveøvelse. På torsdag får de del A. Og så er der principielt ikke mere undervisning. 
  • I planlægningen skete en fejl, så vi får to dage mere, der på ingen måde må handle om eksamen. Den ene dag er min, og jeg har en plan. Den skal lige finpudses. Den anden dag skal pudses, når vi skal til Nørrebro og være murere for en dag. Det gider jeg godt prøve.
  • Samtidig står tankerne i kø for næste år. For her kan også finpudses og måske endda findes lidt flere timer i sidste ende. Når jeg regner efter, synes jeg der mangler. Der er gode ideer i omløb. 
  • Jeg vikarierede i dansk, og havde et par skønne timer med en klasse, der er gode til at reflektere og overveje. de har gysertema, og var meget hurtige til at spørge om ikke vi kunne slutte med legen, jeg har lært dem, om ulve og en landsby. Ingen ved hvem der er hvem og hvem vinder. Det er lidt gyseragtigt, sagde de. Så selvfølgelig kunne vi bruge de sidste tyve minutter på leg. 
  • Weekenden var tiltrængt til ingenting. 






Læse:

Den kolde krig er i fuld gang. Cubakrisen er forlængst ovre og nu ruller Luther King over USA. I Berlin er der gravet tuneller og en ung mand flygtede den vej, men måtte lade sin kæreste bag sig. 

Jeg læser kun lidt ad gangen, og når derfor ikke Verden rundt hver aften. 


Broderi:

Jeg har broderet en hel del i løbet af ugen. Det er blevet til to snemænd. Der er en tredje, Anders synes de er hyggelige og mener bestemt også den sidste bør være med. Jeg kan mærke jeg er færdig med at brodere, for nu. Men det kommer nok igen en anden gang.

De små broderier var lige præcis små nok til at jeg kunne holde fokus og blive færdige.

De er begge fra Catkin and Lillie. Jeg har købt mønstrene på Etsy.

Nu skal de monteres. Jeg haren plan, jeg skal bare finde tid. 

Hun har også lavet de fineste små får. Dem kunne jeg godt falde i en dag.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar