torsdag den 25. juli 2024

Funnys Äventyr

 

Tirsdag plejer at være Oscar-dag og i løbet af ferien har vi holdt det ved hævd, når vi alle har været hjemme. Efter ferien skifter dagen, for skemaer skal hænge sammen, men den tid den sorg. 



Vi havde egentlig aftalt at Emilie ville hente Oscar tidligt tirsdag til leg og overnatning. Men så blev der lovet regn og hvad kunne så være sjovt. Et meget hurtigt opslag på Børn i Byen, ledte mig til Malmø og Funnys Äventyr, som jeg aldrig har hørt om før. 

Jeg undersøgte lidt mere, og besluttede at det var måske en meget god ide. For at kunne komme tidligt af sted, blev vi enige om at udvide overnatningen, så kan kom allerede mandag, spiste sammen med sin far, som gik gik, da barnet havde hygget sig med et bad og var klar til at skulle i seng. 




Funnys Äventyr er et legeland for mindre børn, der ligger i Mobilia - et Center i Malmø. Det var let at komme til, det tog os ret præcist to timer, fra vi gik hjemmefra, til vi stod ved Centret og havde en lille smule problemer med at finde rundt. Det viste sig lettere end først antaget.

Det længste stræk var faktisk at gå hjemmefra og til bussen. Det plejer at tage ti minutter - i Oscartempo måske femten. Undervejs var benene ved at falde af, og han synes det var lidt strengt at han ikke måtte cykle til bussen. Jeg synes ikke cyklen skulle stå ved bussen...

På vej hjem ville han løbe om kap. Jeg lavede nogle halvhjertede forsøg på at overhale ham, og det virkede hele vejen hjem, så han rent glemte det med at benene var ved at falde af.




Vi kørte med bussen til Hovedbanen, stod på et tog til Malmø, stod af på Trianglen og fandt endnu en bus (7 eller 8 - de kører hele tiden) der stoppede lige uden for Mobilia. 

Inde i legelandet er der opbygget forskellige verdener fra svenske børneuniverser. Vi kendte ikke dem alle sammen, Oscar kendte færre. For at give han en lille smule kendskab, havde han og Emile set et enkelt afsnit af Mummi og Alfons Åberg, der begge bor derinde.

Det er nogle fine universer der er bygget op. Selve stedet er ikke kæmpestort, men der er blevet plads til meget. Ud over Alfons og Mummi, er der også Peddersen og Findus, Halvdan og Meia - et par vikingebørn jeg aldrig har hørt om, Kattespionerne fra Rosengården - heller ikke noget jeg kender, og noget med et gammelt egetræ. 




Oscar havde en fest. Jeg var lige ved at tro han måske var for stor, men det var han heldigvis ikke. Oscar elsker at lege mad, og alle steder var et køkken. Det lille brændekomfur hos Mummi blev brugt godt, det store køkken hos Alfons Åberg var et hit, men allerbedst var campingvognen, hvorfra man kunne sælge mad ud af vinduet. Her måtte han vente før der var plads. 

Stort set alle verdener har også en rutsjebane. Oscar kan godt lide rutsjebaner, men de skulle lige ses an før han turde. Men så viste det sig at de alle var ret gode, og gav anledning til flere ture. 

Endelig er der to teatre. Et almindeligt teater med en lille historie om Findus og Peddersen, og en karrusel, der kører i etaper og viser eventyr. Emilie så begge dele og synes de var fine. Oscar ville under ingen omstændigheder se teater og vi måtte forlade karrusellen, fordi han ikke kunne lide det. 




Vi holdt ud i fire timer, og nåede hjem sådan cirka lige inden han skulle i seng. 

Det var en hyggelig dag. 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar