søndag den 19. januar 2025

Masker på en søndag - Uge 3

 

Ugen kort:

  • Jeg har været hos optikeren og fået målt mit syn til et par nye briller. Det er tiltrængt. 
  • Jeg har fået besked på at brillerne er klar til afhentning. 
  • Jeg har skrevet opgave. Den har vist sig sværere at knække, end jeg normalt oplever opgaver. Den er ikke helt færdig, men der er også stadig tid. 
  • Vi holdt lærermøde og lærte lidt mere om hvad den nye lov om inklusion betyder for folkeskolen. Vi snakkede også om den kommende featureuge. 
  • Jeg fik sagt højt, at jeg synes det kunne være spændende med et sæbekassebils-værksted.
  • Jeg troede jeg havde en aftale, men det viste sig at vi havde misforstået hinanden.
  • Ugen bød på sidste gangs undervisning på de to hold, der i næste uge bliver to nye hold. Holddeling kan  godt deles mellem to lærere.
  • Jeg hentede Oscar til overnatning. Han ville hellere hjem og en aftale om at jeg bare kørte ham hjem til sengetid gav glæde hos en lille dreng. Da vi nåede til at køre hjem, havde han knap så travlt. 
  • Oscar havde bestilt tomatsuppe med suppehorn. Det viser sig at han spiser suppehorn med tomatsuppe. Han skal være så velkommen. 
  • På Next planlagde vi næste år med nye elever. Det bliver så spændende. Både at være med fra start, at vide hvad der skal ske, at kende eleverne og at have været der før.
  • Jeg har lovet at være med, når 6.V holdet klassefest. Jeg glæder mig. Det er noget af det, jeg kan savne fra klubben. 
  • Anders og jeg tog på tur til Tante Grøn og byttede en julegave. Bagefter spiste vi frokost ude, inden vi tog hjem.
  • Jeg mangler to projekter i udfordringen om tolv.









Læse:

Det er rart med en bog, der er let at læse. Ingrid Bergman er en ambitiøs politiinspektør, og det smitter af på hendes medarbejdere. Alligevel har de ikke fået hul på overfaldet, der betød at en mand døde og en anden mand ikke vil fortælle. 

Jeg har læst forhistorien, og jeg har en formodning om hvor vi er på vej hen. En forhistorie der går år tilbage og som politiet desværre ikke kender. 

Det er en letlæst bog. Jeg er underholdt, siderne vender sig selv og det er rart ovenpå en lang og let tung historie. 


Strikke:

Gennem de sidste år har jeg haft en større og større lyst til at strikke en af de afsindig flotte flerfarvestrikkede sweatere, som der er så mange af derude. Jeg har endda købt garn til det. Mere end en gang.. øhh

Jeg troede det skulle være en af Unwind Knitwears modeller. Så troede jeg det skulle være en model, jeg så i Barcelona, men så vendte jeg tilbage til Unwind Knitwear og besluttede mig for Antique Filigree. En model, jeg ikke tidliger har kigget rigtig på. 

Garnet er Biches & Bûches Le petit Lambswool, som jeg fandt hos Amrit på bud, forrige år. Jeg var længe i tvivl om kontrasten var stor nok. Jeg har mere end en gang overvejet om jeg skulle finde en anden mønsterfarve, men i sidste ende synes jeg der ser rigtig godt ud. 

Jeg slog op og strikkede og strikkede til jeg var et stykke inde i mønstret. Den er en del af udfordringen med de tolv opslag, og for at nå resten, har jeg været nødt til at lægge den lidt væk igen. Den skal nok komme frem. Men jeg kan ikke strikke på tolv projekter samtidig, såh...




Ingen kommentarer:

Send en kommentar