Årets juletræ

 

Jeg pakkede de fine papengle, jeg lavede for mange år siden, og som kommer frem hver gang vi holder jul hjemmefra. De er på en eller anden måde blevet rejsejulepynten. De kan tåle lidt af hvert og skal nok holde. 

Helt sikker på at vi kunne finde et juletræ hos den lokale købmand, som vel egentlig er købmanden! i området, havde jeg ingen forestilling om, at det skulle blive en lang historie at finde et lille træ.

Købmanden havde ingen juletræer. Hvad gør man så?

Den store købmand, der ellers har det hele, og har til huse på Helsingevej, lå en tyve minutters gåtur væk. Vi skulle alligevel have købt ind, så vi var gået turen, havde efterladt barnet og Emilie tilbage i sommerhuset, og måtte konstatere at det der med et lille træ, ikke var helt så nemt som forventet.

Senere fik jeg tanken at deroppe nordpå er der formentlig så få, der bevæger sig rundt uden bil, at det med salg af træer foregår helt andre steder.

VI gik tilbage og kunne beundre temmelig mange små fine grantræer, i de fineste former, i skovbunden. Sådan nogle må man selvfølgelig ikke fælde. Men vi legede lidt med tanken om at låne et, med rod og alt, og stille det tilbage igen. Men det må man selvfølgelig heller ikke. 

Jeg legede med tanken om en nedfaldsgren fra haven - der lå flere. Det faldt ikke rigtigt i god jord. 

Emilie havde en aftale inde i byen og lovede at kigge efter et træ. Det gjorde hun, men kom tomhændet tilbage. Prisen for et lille træ, på en plads inde i byen, var ganske simpelt så horribel at hun lod det stå.

Til gengæld googlede hun en juletræssælger et godt stykke længere ude ad Helsingevej. Men havde de stadig åbent? Hun sendte en besked af sted og fik tilbagemeldinger om et par timers åbent selve juleaftensdag. For så langt var vi efterhånden nået.

På det tidspunkt var Daniel dukket op, medbringende cykel. Vi overvejede at sende ham af sted de godt syv en halv kilometer, men endte med at Emile og jeg gik op til bussen - som kørte en gang i timen - hver vej.

Det var nemt at komme ud. Vi fandt også hurtigt et lille træ med et blåt bånd, der betød vi måtte fælde det. For herude på landet, skal man selv fælde træerne. Det havde Emilie aldrig prøvet før og var temmelig ekstatisk. Hun bar også træet hele vejen hjem. 

Manden på gården satte en fod på. Og så gik turen den anden vej. 

Undervejs var vi kørt forbi Netto i Ramløse og da vi alligevel skulle have de sidste forsyninger med hjem, besluttede vi at stoppe i Ramløse på vejen tilbage. Der var cirka to en halv kilomete. Ifølge Google ville det tage en halv time at gå og der var lidt over tyve minutter til bussen kørte. 

Jeg gik. Emilie ventede, sammen med træet. Det var en god tur, jeg fik skridt i benene og havde vel egentlig godt af at gå. Jeg var sikker på at Emilie ville frem først, men jeg gik hurtigere end forventet og kunne vente hele to minutter ved stoppestedet ud for Netto, inden hun ankom. 

Vi havde god tid i Netto, bussen kørte som bekendt en gang i timen. Selvom vi virkelig prøvede at bruge tiden, endte vi alligevel med at vente en halv times tid. Vel fremme ved sommerhusområdet, stod Anders og ventede på at bære den fyldte og lidt tunge taske vi havde med. 

Det blev et fint træ. Oscar gad ikke pynte, så det gjorde Emilie. Papengle, små lyskæder og rejsestjernen, som altid ligger i Emilies pung, og har gjort det siden vi for mange år siden holdt jul i et sommerhus på Fyn. Tinka var på banen første gang, jeg havde englene med, og Michael kom tilbage fra indkøb medbringende en bunke Tinkakort, som han mente den yngste (Emilie) skulle have.

Den har været stjerne mere end en gang siden.