La Sagrada Familia

 

Jeg har været i Barcelona to gange før. Første gang var jeg atten eller nitten, gik på HF, havde spansk som valgfag og en helt nyuddannet lærer, der planlagde en tur til Barcelona og fik en flok studerende og lærere med. 

Vi var rundt i byen, slentrede på Ramblen, besøgte både Picasso, Dali og Park Güell. Drengene på holdet arrangerede en tur på Camp Nou, hvor vi så Michael Laudrup spille bolden sammen med Barcelonaholdet mod Valencia, vi var i biografen og se film på spansk, mens vores søde lærer oversatte, og selvfølgelig var vi en tur i la Sagrada Familia. 

Et par år senere lokkede jeg min daværende kæreste (ungernes far) på en endagstur til Barcelona, da vi alligevel var i nærheden. Vi var på bustur til Costa Brava. Også dengang var jeg forbi kirken. Mens jeg gik op og ned igen, skulle ungernes far ikke nyde noget af så høje højder. 

Det er omkring fem og tredive år siden jeg besøgte kirken. Jeg husker den som en byggeplads. Vi gik lige ind, der lå byggematerialer over det hele, og vi skulle muligvis stå i kø, for at komme op i et tårn, men det kostede ikke noget. 

Jeg mindes noget om at der inde i kirkerummet var udstillinger, der viste hvordan kirken skulle ende med at se ud. Min erindring siger også at nok blev der bygget, men der blev også udført kirkelige handlinger.

Sådan er det ikke længere.

Vi ankom til Barcelona i tirsdags. I går stod der la Sagrada Familia på programmet. Vi havde billetter med tidpunkt, både til entre ind på området og til en tur i elevatoren op i et af tårnene. Vi ankom i god tid. Der var langt mere kirke end jeg husker. Det skulle der vel sådan set også gerne være...

Man går ikke lige ind. Indgangen foregår gennem et securitry-chek med gennemlysning og alting. Vel inde blev vi sluppet løs, og havde som udgangspunkt adgang over det hele - som i den del besøgende får adgang til. 

Vi startede med tårnet. Turen går op via elevator. Jeg tror vi kom højere op end jeg har været tidligere. Jeg husker ikke de smalle trapper med væg til begge sider, den første del af nedstigningen foregik ad. Der er langt ned, til gengæld fik vi adgang til et par af broerne mellem to tårne. Det var ikke en mulighed tidligere. 

Den sidste del af nedstigningen foregik af sneglegangen, jeg har besøgt før. Jeg bliver hver gang slået af hvor smuk den er. Også selvom jeg vidste det.

Vel nede blev det tid til at beundre kirkerummet. Det er højt til loftet, enorme stræbesøjler holder loftet oppe og de smukkeste glasmosaikker pryder de mange vinduer. I bedste Gaudi-stil er der fyldt med finurlige detaljer, og uanset hvor vi kiggede hen blev vi mødt af nye indtryk.

Gaudi, arkitekten bag kirken, døde i 1926, kørt over af en sporvogn. Da var kirken endnu ikke færdig. Andre arkitekter tog over og måske deres præg betyder at dele af kirken virker mere kubistisk end Gaudis meget organiske stil. 

Der er så meget at se, så meget at opleve. Vi endte med at være så fyldte af indtryk at vi besluttede at have fået nok. Under kirken fandt vi toiletterne og museumsbutikken, Anders fik den obligatoriske T-shirt der følger med hver ny by vi besøger og derfra gik vi ud for at finde en tiltrængt kop kaffe.