Jeanie Johnston

 

Langs Liffey ligger Jeanie Johnston til kaj. Jeanie Johnston er et af de skibe, der i stort omfang fragtede irere til det forjættede land, dengang hungersnøden hærgede og omkring en million af landets indbyggere døde. 

Det var en stor flåde af skibe, der tog turen over Atlanten igen og igen over otte år, for at fragte håbefulde mennesker til en nyt liv i et nyt land under kummerlige forhold. I løbet af de otte år hungersnøden varede forsvandt en fjerdedel af Irlands befolkning, enten til døden eller udvandring. Dengang bestod Irlands befolkning af ca 8 millioner mennesker. I dag er befolkningsantallet lidt over 5 millioner, mens op til 16 millioner mennesker rundt om i Verden kalder sig af irsk oprindelse.  

Anders havde set nok af de usle omstændigheder sejladsen foregik under, og havde ingen større lyst til at se endnu en udgave, mens jeg nok har både læst og set Udvandrerne, og måske også andet i samme stil, men aldrig i virkeligheden, og rigtig gerne ville se det her skib. 

Jeg fik lov at bestemme og Anders måtte bagefter erkende at det var en spændende oplevelse. 

Turen var guidet, den varede ca 45 minutter og der var ingen mulighed for at undlade guiden. Vi var en lille gruppe, den næste ventede da vi kom i land, og vores guide - Claire - var helt igennem fantastisk. Hun fortalte med en indlevelse og et engagement, der ikke alene fastholdt de fem børn, der var med, men også fik tiden til at gå så hurtigt, at de 45 minutter føltes som tyve. 

Jeanie Johnston var ikke et af de almindelige passagerskibe, der sejlede i pendulfart gennem flere år. 

Jeanie Johnston var som mange af de andre skibe, der rejste mod Amerika bygget som lastskib. Den store flåde af skibe, der indkasserede deres ejere en klækkelig sum på baggrund af andre menneskers ulykke (på en eller anden måde føles det temmelig nutidigt) blev i folkemunde kaldt Coffin Ships (Ligkiste Skibe), fordi så mange døde i løbet af turen over. Det var med livet som indsats at man betalte alt hvad man ejede og havde, forlod familien - ofte var der kun råd til at sende en enkelt modig ung mand af sted, som senere skulle sende bud efter resten af familien. 

Men Jeanie Johnston var ikke som de andre. Skibet gik under navnet det heldigste skib i verden. Trods mange rejser med alt for mange passergerer, mistede skibet aldrig en eneste medrejsende, hverken passergere eller besætning. For Jeanie Johnston var ikke et helt almindeligt skib. 

Mange mente at de manglende dødsfald handlede om at Irlands skytsengel Ériu sejlede forrest som gallionsfigur, andre mener at det i langt højere grad handlede om menneskelighed og hygiejne. 

For ikke alene var Jeanie Johnston ejet af en irlænder, der boede i Irland. Han ville ikke bare skovle penge ind på baggrund af andres ulykke, men ville være med til at skabe nyt liv til de trængte under bedre betingelser end de fleste. 

Han allierede sig med en gudsfrygtig og menneskekærlig kaptajn, James Attridge - gudsfrygtigheden vender jeg tilbage til - der betingede sig at der var en læge ombord. At lægen, Richard Blennerhassett, også viste sig at være et ordentligt menneske, var muligvis også med til at skabe gode vilkår for passagererne. 

På de andre skibe blev der stoppet omkring 300 passagerer ombord på hver rejse. Jeanie Johnston havde kun plads til 200. Alligevel lå de i lag som vi kender fra slaveskibe. Forskellen var her, at de kunne bevæge sig frit rundt - hvis der var plads. 

På de andre skibe blev passagererne låst inde i lastrummet under den tre måneders lange rejse. De skulle selv medbringe mad, som de sjældent havde råd til og mellem utøj, overfyldte natpotter og mangel på mad, opstod ofte slagsmål, der var med til at hæve dødeligheden. 

På Jeanie Johnston blev passagerne tilset af lægen hver fjortende dag, eller så ofte det lykkedes ham at komme hele vejen rundt og starte forfra. Kaptajnen pålagde alle passerger at komme op på dækket mindst en halv time hver aften. de skulle medbringe deres tæpper, som skulle luftes, så utøj kunne bankes ud. De skulle have deres natpotter med op, de blev tømt i havet, et reb blev bundet i hanken og spanden blev skyllet grundigt i vandet langs skibet. 

Passagerne skulle selv lave mad over noget jeg forestiller mig, har lignet en tidlig udgave af nutidens trangia. De fik udleveret en ration mad en gang om ugen, og den vigtigste ingrediens har været mel, som kunne omdannes til brød. Ikke fordi brød af mel og vand smagte eller virkede særlig godt, men fordi det tog tid, og en halv time pr familiemedlem til fremstilling af brød, betød at de rent faktisk kom op på dækket.

Om søndagen - her dukker gudsfrygtigheden op - forlangte kaptajnen at alle tog sig bedst muligt ud. På et skib fyldt med flygtede, udsultede mennesker der ikke ejede noget, betød det sjældent at tage det pæne tøj på. Men det betød at hænderne blev vaskede, at ørene blev renset og håret blev redt. Ret vigtige dele i et hygiejnemæssigt perspektiv. 

Med til historien hører at den besætning, der i dag hører til museumsskibet, har gennemgået gamle passagerlister og fundet nogle af de gode historier. For at følge op på historierne, er livagtige dukker med it at skabe historien om et liv under dæk på et skib fyldt med skæbner og historier, der er vigtige at huske i en tid, hvor vi let glemmer. 

Der var konen med de to børn, der havde fået penge sendt hjem fra manden. At få penge sendt hjem var en længere historie, der i høj grad handlede om tillid. Tillid til at den mand man overdrog de rede penge til, dels nåede frem, dels holdt hvad han lovede og overbragte dem til de talbagelevne. Ydermere troen på at de tilbageblevne stadig var i live. 

Konen her havde fået et brev fra manden hvori det stod at han arbejdede på en gård i Kentucky. Det var alt. Hun nåede til Boston, fik hyre som husholderske og fik hjælp af sin arbejdsgiver til at sætte en kontaktannonce i Boston News, der helt frem ti l1950'erne fungerede som kontaktgiver til mennesker, der savnede hinanden. Hun håbede manden så annoncen og kunne kontakte hende og hjælpe hende videre til Kentucky. Om det skete vides ikke. 

Der var manden med de elleve børn, hvis kone var død og som kaptajnen havde fundet i vejkanten, hvor han sad uden andet end sine elleve børn og ventede på at dø. Kaptajnen lod ham sejle med, betalte selv overfarten og besluttede på stedet at hver eneste overfart ville han betale for en familie, der var værdigt trængende kunne sejle med. 

For et par år siden dukkede efterkommere af manden med de elleve børn op i Dublin, for at se det skib der havde givet liv til dem, og for os var det en fantastisk historie. For personalet på skibet langt mere end bare fantastisk. 

Den bedste historie, den besætningen holder mest af, var den meget unge kone, der var gravid og nåede at føde en søn inden skibet stod fra kaj i Irland. Normalt ville en sådan kone og nyfødt barn blive sat i land, for chancen for at en nyfødt ville overleve turen var ganske lille. 

Her besluttede lægen at beholde hende ombord. Han havde været med til at bringe barnet til verden, vurderede at både mor og barn var sunde og raske og kunne ikke se nogen grund til at de ikke kunne sejle med. Babyen blev et samlingspunkt undervejs og besætningen gav alle af deres egne rationer til moderen, så hun kunne få nok mad til at kunne brødføde barnet. 

Igen er efterkommere dukket op. Og de kommer igen. Med billeder, og historier. Barnet voksede op og blev en holden mand. Da han døde ejede han ikke en, men fem barer et sted i USA, jeg har glemt hvor. 

Billederne er klenodier for det nutidige personale, og vi kunne nærmest mærke hvordan hårene rejser sig på armene af vores guide, da hun fortalte om det. 

Jeanie Johnston sejlede seksten turen over havet fra Irland til alle mulige steder langs den amerikanske og canadiske kyst i løbet af fem år. Hun havde passagerer med den ene vej og havde tømmer med tilbage.

Hun endte med et samlet passagertal på omkring 2500 mennesker, og mistede som sagt ikke en eneste.

Efter de fem år, tog lægen hjem til sin syge mor, tog senere hyre på et andet skib, der ikke havde samme standarter og endte med at dø af kolera. Det er en bihistorie, men cirka samtidig besluttede skibets ejer at stoppe med at sejle passagerer, solgte skibet til en englænder, der byggede det om til lastskib, fyldte det med tømmer og satte kurs over Atlanten. 

Ejeren selv var med sammen med kone og et lille barn. Et sted ude midt i ingenting stødte de på en storm, den ene mast knækkede, skibet to vand ind og trods forsøg stod det ikke til at redde. Ni frygtelige dage, der endte med at alle måtte surre sig fast øverst på skibet, endte med at de hollandsk skib kom forbi og reddede alle.

Jeanie Johnston sank uden at have taget et eneste menneskeliv. Måske Ériu i forstavnen alligevel har betydet held. 

Det skib der ligger til kaj i Dublin er derfor en replica. Det er bygget en til en efter originalen. Kun sikkerhedsdørene under dæk er nye og lovpligtige i nutidens skibsbyggeri. Det blev bygget i 1992 og startede sit liv som skoleskib, hvor det sejlede i originalens fodspor og besøgte de mange havne langs Nordamerikas kyst som skibet i sin tid sejlede udhungrede længelsfulde passagerer til. 

Efter turen rundt deltog den nye Jeanie Johnston i Tall Ship Race, racet for skoleskibe, som vi så for et par siden i Aalborg. Mandskabet og skibet kom ind som nummer 60 af 65 og et tilbud til den irske marine, blev pænt afslået. 

Marinen havde ingen brud for et skib, der ikke kom hurtigere frem. 

Heldigt nok, for i stedet blev det museumsskib for en fantastisk historie, som jeg er glad for, at jeg fik mulighed for at opleve.