Stillestående

it strikketøj ligger stille. Mest af alt føles det sådan. Der sker dog lidt. Lidt.

De grønne ærmer vokser, efter at have været strikket første gang, for at blive vejet, målt og fundet for lette .. eller rettere for smalle.

Den brune frakke er gået i stå, den passer ikke. Skørtet er ikke helt rigtigt, enten måler jeg forkert, eller også er den lidt for lille. Overdelen er til gengæld for stor. Jeg ved jeg vil lave den, men det behøver ikke være nu og mens overvejelser om det nemmeste vil være at pille op og strikke om eller tabe ti kilo rumsterer, holder den ferie i kurven sammen med et tæppe der ind imellem for lov at stikke snuden frem – men så heller ikke mere.

Jeg savner varme og solskinsdage. De var der. For bare fire dage siden, sad vi i solen og nød en fantastisk brunch. Nu er den væk, jeg finder varme strømper frem og har lyst till at krybe i hi.

Jeg læser og sover og må snart have en alvorlig snak med biblioteket om flere bøger – det ser ud til jeg løber tør.

Så uden bøger, vil jeg gribe det grønne strikketøj og sætte mig sammen med Emilie ved fjernsynet og blive klogere på indretning, inden sengetider og godnatlæsning alligevel vil kaste et par af de famøse bogstaver af sig.

Måske vil jeg endda sætte tænderne i en af de duftende boller, jeg fik rodet sammen i løbet af dagen. Boller af den slags, der har stået og passet sig selv i køleskabet, mens arbejdsdagen gik sin gang og som bagte i eftervarmen fra aftenens måltid. Boller der fik af både det ene og det andet af de duftende krydderier og lige nu forfører med skønne dufte fra køkkenet.