Pinsesyning

Sjældent har jeg syet så meget, der absolut ikke ville som jeg og alligevel endte godt.

Først blev det for stort, siden for grimt. Det grimme fik en tur med saks og sjove indfald og endte med at blive et hit. Siden kiggede jeg mønstre, troede jeg havde fundet et, men ombestemte og arbejdede videre på det første. Klippede nyt, der tegnede godt, men endte i en bunke på gulvet der siden er smidt ud. Et sidste forsøg virkede bare og sent i aftes, eller måske snarere tidligt i nat, sad jeg endnu engang med nål og broderitråd og syede slyngesting, jeg fandt forklaringen til i en gammel bog fyldt med den slags, langs halskanten.

Det har nu ikke været syning det hele, der har været plads til masser af hygge, læsning og hvad sådan en forlænget weekend ellers kan indeholde. Syningen er foregået i mit tempo, der ind imellem kan blive noget langsomt, med lange indlagte pauser.

Ofte noget i retning af: Nåle i alt det der kan sys og derefter syning af alle delene. Presning og stryg af de syede dele, overlock og endnu en tur med nålepuden. Inden næste omgang futter gennem maskinen kan der sagtens blive tid til et par kapitler i en bog, flere kopper the, eller noget vigtigt på nettet.

Og lige pludselig er der en færdig model.

Strikketøjet har jeg til gengæld ikke rørt – altså lige bortset fra alle de gange jeg har flyttet rundt på det, fordi det lå i vejen.

Mønstret er heller ikke færdigbrugt, der er masser af variationsmuligheder tilbage.