Oversovet

jemme efter arbejde i går, lå Anders på altanen med en dyner under og et tæppe over. Det så lækkert ud, han fik et enkelt fjerlet kys på kinden, jeg fik en hengiven mumlen til svar og lod ham ligge.

Kort efter tumlede Tøsebarnet ind ad døren, satte sig med frustrationerne lysende og sagde:

Jeg tror Mia undgår mig. Hver gang jeg banker på, er hun ikke hjemme, eller lige gået. Og når jeg ringer til hende tager hun ikke telefonen…

Til det kunne jeg svare, at samme Mia netop havde været forbi, banket på hos os, og gået forgæves efter et Tøsebarn, der endnu ikke var hjemme.

Er det rigtigt? udbrød Tøseebarnet og væltede ud ad døren, mens hun råbte noget om lige at gå over til Mia – der gik timer, før vi så hende igen.

Imens væltede jeg om med en bog, læste indtil jeg faldt i søvn og vågende da Anders pludselig bevægede sig i nærheden. Jeg nåede at sove lige tilpas til at alting var forkert og jeg et kort øjeblik var helt sikker på at morgenen stod for døren og panisk tænkte jeg havde sovet for længe og Ungersvenden skulle op til eksamen…

…Og her gik Anders og mente det kun er ham, der kan vågne og føle alting er forkert :)