Hinkerude!?

Min søde kollega maler streger. Hver sommer kommer malingen frem. Det meste er gentagelser, for et helt år af børnefødder i skolegården slider.

Der er både til englænder, firkant, lagkage, jordtennis og hvad det ellers hedder. Der er kolonner og tabeller, bogstaver og tal, som især indskolingen bruger flittigt i undervisningen. Og så er der et par hinkeruder.

Når vejret byder på sommer, er der sjældent mange indendøre. Kun de vinterblege drenge, der stædigt holder fast i computerne og højst sandsynligt stadig er vinterblege når sommerferien starter.

To af tøserne kom sukkende forbi. De ville lave noget udenfor, de gad ikke spille bold. Slet ikke med de dumme drenge, der aldrig spiller til dem – hvad skulle de dog.

Jeg foreslog hinkeruderne, hvorpå to par øjne spæredes på, og to munde i kor udbrød:

Hvad er det? Hvordan gør man? Hvor henne? og hvad er en hinkerude?

Det kunne jeg ikke sidde overhørigt og så gik den vilde jagt på en hinkesten. Jeg ved de har været der, men små ting forsvinder nemt, og hverken Klubben eller de to andre SFO-afdelinger kunne hoste op med en sten.

Så jeg fandt en selv – en sten, altså! Med flad bund og nogenlunde properationer.

Det virkede og her er alle velkomne til at se billeder af mig i fine sko med hæle, hoppe rundt på et ben, mens jeg af al magt forsøgte at illustrere hvordan hinkningens ædle kunst udføres.

De fangede det heldigvis hurtigt, og med fare for både knæ og hæle, undlod jeg at fortsætte og lovede i stedet at købe rigtige hinkesten på vejen hjem.

Rigtige hinkesten er ikke sådan at få fat på. I mit hovede er de af glas, og med fine støbte motiver. I nutidens legetøjsbutikker er de af  plastik, runde og uden den mindste udsmykning. Rent praktisk mere genialt i en skolefritidsordning, med fare for kast og glasskår over det hele…

Jeg synes bare ikke de er helt rigtige.

På den anden side aner tøsene ikke, hvordan jeg synes sådan nogen skal se ud!