Eksamensfeber

orsdag er sidste eksamen i denne omgang, og hele ugen har været præget af de skriftlige opgaver. Ungersvenden, der ellers nok kan være svær at få ud af fjerene, er selv kommet op og ud af døren til fornuftig tid.

Dagene er gået – godt, mener han selv. Sommerfuglene har været svære at finde, men mon ikke alligevel en enkelt har svunget sig rundt. Drikke og energi har været pakket i tasken, inden han de sidste morgener har skyndt sig ud af døren.

I dag venter engelsk, og mine gamle ordbøger blev fundet frem og støvet af. Gad vide om de virker, mon ikke også engelsk ind imellem undergår retskrivningsregler.

Skriftlig engelsk er blandt de udtrukne fag, og Ungersvenden var lykkelig da han kunne fortælle at det netop var den skriftlige engelsk og ikke det forhadte tyske, der blev udtrukket i hans klasse. Det nemmeste fag mener han – der hver aften sidder og kommunikerer på engelsk.

Jeg håber for ham det stadig er nemt, når han sidder i eksamenslokalet sammen med resten af klassen.

Og samtidig synes jeg det er både snyd og uretfærdigt. Uretfærdigt at ikke alle har samme vilkår. At fag udtrækkes og er du heldig bliver det engelsk, er du uheldig er det tysk eller et andet af de fag ikke alle bryder sig om.

Hvad er baggrunden for ikke at skulle op i alle fag? Hvorfor skal alle ikke vise havde de dur til hele vejen rundt?

Jeg har aldrig brudt mig om eksamener. Jeg er ikke overbevist om de giver et retfærdigt billede af den enkeltes kundskaber, men når nu de er her, hvorfor så ikke give lige muligheder til alle? I mit baghovedet rumsterer tanker om nedskæringer og spareplaner.

Måske har jeg bare ikke forstået det og burde bare glæde mig på mit barns vegne, men hvad med alle dem, der skal op i tysk og på forhånd har givet op?

Jeg synes ikke det er retfærdigt!