Længe har vi snakket om shoppeture, men ingen skrev sig på, kun den lille hårde kerne, der ikke kunne ramme antallet på mindstemålet.
Vi havde sagt mindst ti, men ved overtalelse og bedene blikke, kunne de ikke nå over otte. Jeg valgte at tage afsted alligevel, mens den søde kollega blev tilbage og holdt skansen for de tilbageblevne.
Vi tog mod Fields med taskerne fyldt med lommepenge. Personligt havde jeg hellere stilet mod indre by og strøget, men Fields og metro det blev.
Nogle centre er mere spændende end andre, og selvom jeg kun har været i Ørestadens version få gange, bliver det aldrig min favorit.. Mand, hvor er det kedeligt at skulle slå tre timer ihjel på lige det sted.
Jeg var ikke engang alene for selvom de ikke var mange valgte den ene af drengene at følges med mig, mens kæresteparet (der har været limet sammen de sidste syv måneder) klarede sig selv og de restene fem tøser slog sig sammen.
Sikkert et godt valg, for kvaler har stået i lys lue – mere hos den ene end hos den anden.
Senere mødtes vi, spiste på den italienske og hyggen slog over i galskab og overtræthed inden vi fandt vejen hjemad. Et gruppebillede, der måske nok var lidt fjollet, blev endnu sjovere sekundtet efter det officielle var skudt.
Tilbageturen kaldte på flere snakke om kærlighed, for de omsværmede er tit meget omsværmede og hvornår skal man sige fra, eller føle sig ansvarlig, når de bejlende ikke forstår en afvisning…
Den snak bliver vist aldrig færdig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar