søndag den 27. september 2026

Sting på en søndag - frem til uge 39

 

Ugen kort - eller noget...

Jeg kan ikke gøre det kort. Tiden er gået, og mine tanker har været andre steder.

Tilbage i januar blev Anders og jeg enige om, at vi ikke længere skulle blive ved at bo sammen. Selvom vi var enige, var uvisheden og manglen på viden om hvornår vi begge kunne komme videre, opslidende og svære at leve i. Vi gjorde det, og i løbet af årets første halve år, forsøgte vi at passe på hinanden og være der for hinanden. I juli blev Anders tilbudt en lejlighed og midt i september flyttede vi alle hans ting. Emilie kom hjem, Victoria kørte den store bil mellem amning og min søster hjalp alt hvad hun kunne, selvom hun startede dagen med et styrt og en forstuvet ankel.  Da han flyttede ind for omkring treogtyve år siden, var det med en kuffert og sort set ikke andet. Han flyttede med et hjem og med en familie, der ikke har nogen planer om at give slip.

For nok skal vi ikke bo sammen. men vi vil for altid være familie og hinandens bedste venner.


I de forløbne uger har jeg også...

  • Været på personaleweekend, boet på et kæmpe hotelværelse, og hørt et temmelig spændende oplæg.
  • Startet studie efter sommerferien med to nye fag - pædagogisk psykologi, som er vildt spændende, og Håndværk/design, der kræver mere kreativt hjemmearbejde, end forventet. Og i øvrigt også er spændende. 
  • Jeg har været gennem den årligt helbredstest hos knoglesygeplejesken, der var meget imponeret og glad. 
  • På ejendomskontoret blev der bestilt nye navneskilte til dørklokken og postkassen. Og jeg blev skrevet op til nyt køkken. Det skal nok lykkes, sagde hun, selvom der godt kan gå et år eller to.
  • Det viser sig at en af de mest fantastiske lærere fra min tidligere arbejdsplads læser fysik/kemi samme aften som jeg på KP. Vi mødtes til en kop kaffe og en god snak inden studietid. I løbet af de to efterfølgende dage mødte jeg to andre tidligere kolleger...
  • Oscar og jeg skal til Frankfurt og se dinosaurknogler i efterårsferien. Billetter og overnatning er bestilt. 
  • Min søster og niece havde fødselsdag, slog det sammen og vi havde en hyggelig dag.
  • Jeg har mødt Emilies kæreste. Han virker meget sød, og meget glad for Emilie. 
  • Jeg formåede at hælde honning ud over hele bunden af min taske. Heldigvis gik det ikke ud over ret meget andet end tasken - som var så god som ny efter vask.
  • Vi tog i teater med hele 4. årgang.
  • Jeg har for første gang haft børn til national test i matematik.... 
  • Jeg rydder op og smider ud herhjemme. Og har købt en skruemaskine - sådan en havde jeg ikke længere...
  • Hele teamet var i skuespilhuset og danse ballet. Det var sjovt, og et oplæg til at hele 4. årgang skal danse ballet og opføre Nøddeknækkeren. Vi får en hel dag med en balletdanser der skal hjælpe os og børnene igang. Derefter er vi egen hånd. Vi kom hjem med rigtig mange gode ideer. 
  • Jeg var været i Flensborg på kollegatur og oplevet tyske friluftsbade - det er uden badetøj!
  • Jeg blev syg. Som i jeg måtte blive hjemme fra arbejde og sove hele dagen. Jeg er ellers aldrig syg. 
  • Jeg har været på et to-timers kursus om et computerprogram med en computernørd, der brugte den første time med en mus og en skærm. Jeg var ikke imponeret.
  • Maria Grove Christensen kom og fortalte om matematik og regnestrategier.
  • Årets klassebilleder er taget, og det viste sig at fotografen kan klippe og klistre i flere billeder, så alles ansigter bliver mest fordelagtige.










Læse: 

Min mor gav mig bogen om dengang i 1915, da kvinder fik stemmeret. Hun købte den af forfatteren efter et foredrag. Det er spændende læsning, om alt det, der førte frem til at kvinder (og andre) blev anerkendt som samfundsborgere med stemmeret. 

Jeg læser ikke i den hver dag. I øjeblikket er jeg mere træt, når jeg går i seng, end jeg plejer, og selvom jeg holder meget af at slutte dagen med læsning, er der dage, hvor jeg bare falder i søvn. 

Det er bog, der er værd at læse. Den er vigtig i en historisk kontekst og falder ned i mange debatter og diskussioner i øjeblikket. Selv i historie, hvor vi i 4. klasse arbejder med Romerriget, der blev styret af rige mænd, og kvinder ikke havde noget at sige, Det er børn i 4. klasse ikke tilfredse med. 


Brodere:

Midt i industrikvarteret, som jeg kører gennem hver torsdag på vej mod Next og HDS valgfag, ligger en lille garn og brodeributik. Broderi og Strik. Der er altid lukket, når jeg kører forbi, men i sidste uge kørte jeg hjem fra Next, og butikken havde åbent. 

Det er en hyggelig lille butik, og jeg faldt for kittet til en lille clutch fra Baldyre. Inden jeg havde set mig om, havde jeg købt det, og jeg har nydt at sidde og sy på det. 

Jeg forestiller mig at det færdige projekt skal blive et slags penalhus, når jeg til håndværk og designtimerne på KP ikke kun skal have skriveredskaber med, men også saks, målebånd, knappenåle og den rasp jeg lige har købt - for sådan en var værkstedet ikke udstyret med. Så tager jeg bare min egen med!

Jeg tror måske jeg skal finde en anden type opbevaring til den der rasp...





Ingen kommentarer:

Send en kommentar