Endnu et hak

vordan man lige draperer og tager gode billeder af et tæppe på 224 x 182 cm i en skotøjsæske af en lejlighed kan være noget af et problem… heldigvis har vi både en græsplæne og en bænk til rådighed, så jeg gik ned med tæppe og kamera og legede skovtur for et øjeblik.

Jeg overvejede endda et ganske kort øjeblik at hænge det hen over gyngerne, men alt for mange glade barnestemmer fik mig til at droppe den plan.

Stort er det blevet – og tungt! Faktisk en smule større end forventet, men ellers helt i orden, også selvom det var noget besværgeligt at samle delene på det minimum af gulvplads vi har. Rykken rundt på møblerne og sidestilling af spisebordet – der for en stund umuligjorde adgangen til altanen - til trods, var der alligevel ikke helt nok plads og en enkelt lille fold, har da også fundet vej til bagstykket.

Ikke om jeg laver det om. Nu er det som det er, og bliver der nogensinde en næste gang må jeg hellere overveje at tage på besøg et sted med masser af gulvplads den dag samlingen står på programmet.

Ungerne er på vej, tæppet lagt på sengen, forventningens glæde banker på, mens jeg tager tilløb til turen mod stationen og følgeskabet det sidste stykke. Nok kan de selv, men det er nu superhyggeligt at kunne få afleveret hele weekendens forløb på turen hjem.