Natteroderi

I løbet af de sidste ti år, har vi holdt fødselsdag for den samme gruppe børn. Nogen faldt fra og andre kom til, men kernen har været den samme gennem alle ti år.

Det er ikke helt rigtigt, for de første år var der kun plads til drengene, men gennem de sidste seks år har hele klassen deltaget.

I forbindelse med sommerferien blev det, der var fire ottendeklasser slået sammen til tre niendeklasser, og eleverne fra alle klasser delt i atomer, for at blive samlet i nye konstellationer.

Det oplagte ville have været at invitere den nye klasse til denne tiende fødselsdag, men Ungersvenden sagde nej og insisterede på den gamle klasse.

Der har altid været grupperinger og i opdelingen var der ikke plads til at alle kunne ende i sammen med dem., de helst ville være sammen med. Det har dog ikke betydet at grupperingerne er forsvundet – tværtimod er de for nogens vedkommende blevet stærkere og de er gode til at ses på tværs af klasserne.

Derfor gik der heller ikke lang tid før de tyve unge mennesker faldt tilbage til gamle dage og gamle roller. At vi for første gang og med forældreaccept havde lukket op for muligheden for alkohol ændrede heller ikke på sammenholdet.

Det var en god klasse – den gamle D-klasse – og det er stadig en fornuftig flok unger. At de drikker, så det tydeligt ikke er første gang de har prøvet det, og flere forældre sikkert ville korse sig, slækkede alligevel ikke på fornuften.

Jeg havde lovet dem at holde mig langt væk fra den del af Klubben, der kan lukkes helt af, men det var ikke der de opholdt sig. Vi havde lovet dem for så vidt det var muligt at holde os i den ene ende af Caféen og alligevel rykkede de så tæt på at vi kunne høre alt.

En del af pigerne havde på forhånd besluttet ikke at overnatte, men da samtlige piger pludselig var blevet hentet og der kun var drenge tilbage, døde festen en smule.
De højestråbende (og mest drikkende) løb udenfor i sneen, mens der ikke gik lang tid før de fornuftige pakkede taskerne og fandt cyklen hjemover.

Inden vi så os om stod vi tilbage med seks drenge, hvoraf de fem er den gruppering Ungersvenden hænger ud med og som sammen tager med bussen mod den enes farforældre syd for Limfjorden når næste fredag skyder vinterferien igang, indtager stuen og bliver hele ugen. Det er en flok skønne unger – men jeg tager alligevel hatten af for farforældrene, der glade lægger hus til en hel uge med teenagere.

Af de seks havde den ene fået en smule for meget (okey indrømmet – han havde drukket sig i hegnet) og nægtede at give op. Han var på stadiet “a pain in the ass”, og selvom de andre kaldte ham mindre pæne ting, lavede sjov med ham, han ikke var i stand til at gennemskue, var de også omsorgsfulde og prøvede til det sidste at få ham ned i liggende tilstand, luskede efter ham da han pludselig ville ud i sneen igen og fik ham gelejdet den rigtige vej. Det var rart at se, at de passer på hinanden.

Det var på samme tidspunkt de havnede lige rundt om os, ville snakke med de voksne og ikke længere havde behov for privatliv. Først da klokken nærmede sig fire sad der to tilbage og jeg besluttede det på tide at trække mig tilbage og nå de 2½ times søvn det blev til, inden jeg vågnede igen, for at sørge for friskbagte boller, morgenvækning og hjemsendelse.

Det værste ved alt for lidt søvn er næsten at jeg har gået hele dagen i en dvaleagtig tilstand, og alligevel kan jeg ikke bare ligge mig ned og sove et par timer.

Helt sikkert en god fest!